En Synd(Januar 1881)Blandt meget Andet, jeg har fortrudt,som kommer igjen, naar jeg sidder alene,er det: at jeg har paa en Sælhund skudt,som hviled paa Strandens Stene.Den laa derude saa tillidsfuldi den klare, venlige Foraarsaften,mens Havet glimred som smeltet Guld —da lyned mit Skud og traf den.Jeg saared den kun! Men Vinden baren underlig stønnende Lyd til mit Øre:et Suk, der gjennem mit Hjerte skar,jeg synes endnu det at høre.Forbandede Skud! Jeg saared’ den kunog saa’ den styrte sig angst i Havetfor at skjule sit Saar paa den dybe Bund,der har saa Meget begravet.Hvad vilde jeg med den? Hvad drev min Haand?For mig var Dyret et værdløst Bytte.Det var Myrdelysten, som greb min Aand;jeg vilde prale som Skytte!Nu ligger imellem to Snese Aar,fra Vinden fløj bort med Dyrets Klage. —Selv fik jeg af Verden mangt et Saar;hvorfor da med Sligt sig plage?Har man kigget i Livets Afgrunde ned,været med at redde Menneskesjæle,da véd man, som jeg, vel fuld Beskédom hvad Tid og Sløvhed kan kvæle.Mit bløde Sind har faaet en Skalsom Konkyliens tyk og tilbørlig hærdet.Slig tankeløs Handling, sligt lille Faldbestemmer ej Menneskeværdet!Er min Synd da for evig begravet dermed?Nej! Lad Alverden finde den lille;for mig er den stor, — jeg blues derved;den plumred mig Sjælens Kilde!Blandt alt hvad Andet jeg har forskyldt,som angrende jeg har forsøgt at sone,keg bærer den med i den Rejsebylt,hvormed jeg skal staae for Guds Throne!