Frem og tilbage, tilbage og frem
i Aftenens bidende Vind —
hans Tanker drog langvejs af sted til et Hjem,
i Skyndingen lod de hans Sjæl staa paa Klem —
og nu vil saa meget derind.
Saa standser han henne ved Lønningens Rand —
se — eventyrligt i Sne
ligger derinde det bakkede Land —
Lanternernes Lys i det glidende Vand
er som sitrende Søjler at se.
Frem og tilbage, tilbage og frem —
hør — nu faldt Klokkerne i;
og ind i hvert Hjærte, der blot staar paa Klem,
glider hint Budskab fra Bethlehem
om Krybben og Barnet deri.
Det Gode har dog en underlig Magt
— større end Staal og Bly —
det gør denne Stund til en vanskelig Vagt —
hvad var det — jo det er engang blevet sagt:
„I skal blive som Børn paany — —”
Og Tankerne vandrer til Barndommens Land
og hende, der mest har ham kær —
de to kan besejre den stærkeste Mand,
de kommer usynligt trods skillende Vand,
og de er den fjerneste nær.
Men løber de Tanker da ganske grassat!
hvad gjorde hans Kind saa varm — —?
Ak nej, det kan hænde den bedste Soldat,
der gaar paa sin Post og er krigersk parat
med det blinkende Staal i sin Arm —.