Axel Juel (1883–1948)

Han stod og saa

mod Himlens dybe Blaa

og Maanestribens Vej, den vaade, blanke — —

saa god en Fred

steg til hans Hjerte ned

og talte dæmpet til hans Sind og Tanke:

Se Træets Sol —

Morlille i sin Stol —

hør Juleeventyrets dunkle Stemme —

der var engang — —

langt bort gik Sjælens Trang;

nu finder den sit Hvilested derhjemme.

En Julenat

et Sind fornemmer brat,

at intet ondt dets dulgte Dyb forhærder.

Hvor vi gaar frem —

ved Jul gaar Sjælen hjem,

og paa den Vej os ingen Magt forfærder.

Her er saa tyst

— fjernt glider Kampens Kyst —

kun Vandets dybe Brusen foran Boven

Naturens Lyd,

en Fredens milde Fryd,

som Nattevindens Susen gennem Skoven.

Fra Dybets Skød

en Klokkebøje lød —

en fremmed Damper glidende sig fjerner

Rødt imod Rødt,

han holder Kursen støt —

den tavse Hilsen mellem to Lanterner.