Søflyveren
Til Axel Hoeck.
Til Axel Hoeck.
Vi stirred mod Himlen med spejdende Blik —
vi øjned i Blaaet en groende Prik —
den voksed, og Fuglens Former den fik.
En Stormfugl, der styrter sig frem i et Kast,
aa, var det dens jublende Hjerte, der brast —
den svimler mod Havet i ængstende Hast!
Men standser og stiger — saa lever den end!
den duver og daler og stiger igen
i kresende Flugt under Himmelen hen.
Den glider fra Skyernes vigende Kyst —
vi hører en Tone af Vilje og Lyst — —
der sidder en Mand i dens buede Bryst!!
Den stryger sin Bug over Bølgernes Top,
en brusende Skrumstribe pløjer den op,
saa sætter den sig i et glidende Hop.
Den er som en Maage, der boltrer sig kaad,
en susende Leg er den modige Daad — — —
han vinker og lér fra sin vingede Baad!
— — — — — — — —
Saa stiger vi, stik imod Jordens Fornuft —
vi stiger og stiger mod Tinder af Luft
paa spilede Vinger i Æterens Duft!
Da bryder en Glæde saa frisk i mit Sind,
en villende Drift, der var sløvet og blind
nu løsnes der op for et rustent Gevind!
Se, alting dernede, hvor barnligt og smaat:
en Skov er lidt Mos, hvor et Dværgfolk har traadt
en Sti som en svindende Stribe af graat.
Et Legetøjshus er det hvide Palads,
og Havet en Rude af blaanende Glas,
hvor Sundet fortoner sig, trangt som et Pas.
Hvor Jorden er legetøjsagtig-naiv —
som Sømandens Haand, da han snitted med Kniv
de Skibe dernede til Tidsfordriv.
Men stiger vi ned fra det evige Blaa,
biir alting saa stort, og vi selv bliver smaa;
det tænker vel flere end Flyveren paa.
Jeg ser, hvor han elsker sin svimlende Daad,
dens Glæde, der grænser til Jubel og Graad —
han sidder og lér i sin vingede Baad!