Af Væde sortner Vejens hvide Støv,
men hvid er Stjernen bag det sorte Løv,
den blinker brat i Grøftens kolde Vand,
mens Mørket vælder under Himlens Rand.
Jeg standser lyttende ved Hegn og Hus —
den tørre Raslelyd i Løvets Sus — —
en ram og bitter Duft fra Mulden staar:
nu ligger Somren Lig — aa, Efteraar!
Jeg føler i den kolde, klamme Nat
med eet min Sjæl fortvivlende forladt —
den falmer hen, fordi den ingen tror,
den visner goldt, mens bare Mørket gror.
Da blinker gennem Ødets Kuldegys
en Tanke som en venlig Rudes Lys —:
hvis Du nu ligger vaagen i Din Seng,
saa tænker Du: „Hvor er min store Dreng —
Mon han nu gaar blandt det, han mest har kær,
i Ensomhed og Mulm og Maaneskær —?
Gud skærme ham paa mørk og utryg Vej —
Aa, gid han sov, som da han sov hos mig — —”
Skønt Du forstod mig hemmeligt og helt,
Du, som har Evigheden med mig delt,
og skønt Du ved, jeg følger kun min Trang
ad dunkel Vej til Lykke, Sorg og Sang —
Du gav dog alt: Din Søvn, Din sidste Fred,
om jeg blot slumred sødeligt derved!
I Efteraarets Mørke beder jeg,
at Mulm og Stjerneskær velsigner Dig.