Du gik med mig, da jeg var Dreng,
saa ofte ud ad Mark og Strand;
som alle Drenge, talte jeg
om: „naar jeg bli’r en voksen Mand . . .”
Ja, oftest talte vi om alt
det, som jeg engang vilde naa,
og, hvad jeg drømte tillidsfuldt,
det véd jeg, at Du trode paa.
Men andre Tider kom, og jeg
fik mangen anden Lyst og Trang,
og jeg fik altfor, altfor let
til baade Glæde, Sorg og Sang.
Og Livet har begejstret mig,
fortryllet mig og daaret mig —
og, ak, hvor har det skuffet mig
og krænket mig og saaret mig.
Mit Hjærte fik kun liden Fred,
og aldrig fik min Hjærne Ro,
og mangen Kamp paa Kniven
har jeg kæmpet med dem begge to.
Men langt om længe sejrer jeg,
det føler jeg, fordi jeg ved
med Livets Færd saa frydefuld
og ond og bitterlig Besked.
Og gaar jeg ad de Veje, hvor
vi to hinanden bedst forstod,
da er det, som det gror igen
i mig, det tillidsfulde Mod.
Da hører jeg Dig tale — jeg
kan huske hvert af Dine Ord —
da ved jeg med Dit lyse Sind:
den sejrer, som paa Sejren tror.
Nu lægger disse Viser jeg
med Tak og Glæde for din Fod,
fordi Du trode som et Barn
og var saa stolt og var saa god.