Sidde længe ved det sidste Bæger,
føle dybt, hvor Ensomheden kvæger,
vide, at det længst er Nat derude,
høre langvejs Lænkehunde tude —
gøre op mit dyrekøbte Eje,
Tanker fra de underligste Veje;
se, at der er slukt i alle Huse,
stanse lidt og høre Træer suse,
ville Nattens dybe Højtid prise,
fange Rytmen af en ordløs Vise —
mindes svunden Sorg og svunden Glæde,
smile lidt og være ved at græde;
søge Udvej, stanse ved Reolen,
ta’ Din Bog og slænge mig i Stolen — —
atter disse Minder — flere — flere —
læse lidt og ikke kunne mere,
se Din stolte Sorg og ranke Glæde,
smile lidt — og være ved at græde —