Jeg elsker Provinsbyen, helst imod Aften,
I der bliver saa lunt, naar Lygterne tændes
og Lamperne med, og naar Stuerne kendes
bag lette Gardiners forraadende Flor,
da gaar jeg saa tryg ad de toppede Stene,
jeg elsker Jer alle — naar jeg er alene
og ved ikke, hvem der bag Dørene bor.
Hvor Byen og Landet fredsommeligt mødes,
jeg sidder ved „Dæmningen”, dèr ved Kanalen,
og ser bag de buede Broer Portalen
til et eller andet — jeg kalder det Borgen:
gigantiske Omrids af Murene staar jo
i Mørket som Borgtinder — ja, og jeg gaar jo,
før Sandheden kommer, og Dagen i Morgen.
Jeg føler, hvor Livet fredsommeligt rinder,
som Vandet dernede, der glider og fjerner
sig ud imod Havet og ensomme Stjerner;
jeg sidder og skelner hver Lyd, som mig naar:
Butiksklokken skratter deromme i Strædet —
et Hestetravekko, som traver paa Stedet
et Steds i en aaben og natstille Gaard.
Der aabnes en Dør — et Farvel — og den lukkes,
saa hastige Trin og en Kjole, der bruser,
jeg vender mig om — en Duft, der beruser —
saa slank og saa fager ad Flisen hun gaar,
jeg ser, og jeg sér, i min Strube det stemmer,
jeg bider i Læben, imens jeg fornemmer
mit Hjærte sig aabne, som Jorden ved Vaar.
To matbrune Øjne bli’r favnende varme,
fortrolige, givende, medens de mødes
med mine, og Glansen, den bristende, fødes;
thi da er der ilet ad sitrende Strenge,
ad dirrende Nerver et Bud fra en Længsel,
der løstes og fløj, som en Fugl af sit Fængsel,
og kendte ej Taalmod og vented saa længe.
Og Laagene sænker sig over det skete,
hun bøjer sig blødt i de smidige Lænder
og samler sin Kjole med ilsomme Hænder
og vakler en Smule for ikke at stanse;
mod Mørket er hugget i Marmor Profilen —
et ængsteligt Drag af en yndefuld Smilen —
hvor længes de spænstige Vrister at danse — —
Histhenne ved Hjørnet hun vender sig atter,
og saa er hun borte — og jeg er alene — —
Bladene falder fra svajende Grene
og rasler mod Husenes lave Facader —
jeg gaar, og jeg gaar, mens Skodderne lukkes,
og Dørene stænges, og Lygterne slukkes —
og alt bliver Nat i de ensomme Gader.