Du er Duggen, Du er Regnen
over Hjærtets hede Jord,
hvor Alverdens Sole brænder,
og de røde Blomster gror.
Du er Mulm, og Du er Brise,
Du er Kølighed og Skygge,
alle Livets hede Glæder
modnes gennem Dig til Lykke.
Du, der venter os langmodigt,
Du, der kan Dig mildt forbarme,
syg og saaret kom jeg til Dig
og blev karsk i dine Arme.
Du har lært mig ret at kende
Skattene, vort Hjærte ejer,
og Du lærte med det samme,
Ak, hvor lidt det hele vejer.
Du har lært mig Livets Gader
stolt og andagtsfuld at træde,
Du har vist mig dunkle Stier,
hvor jeg kan af Lykke græde.
Du har været ved min Side,
hjulpet mig i Lykkens Smærte,
Du har løftet højt mit Hoved,
Du har bøjet dybt mit Hjærte.