Nu skal jeg aldrig se Dig smile mer
ved Morgen, naar jeg kommer hen til Sengen
og siger til Dig: Fa’r, det er mig —
og Mo’r føjer til: ja, det er Drengen.
Nu sygner hen Din Hjærne som Du selv,
men bryder vore Ord den tunge Stilhed,
da blusser op i Dine blinde Øjne
et Skær, et Smil af Hjærtets gamle Mildhed.
Du elsked Livet, Fa’r, skønt længst det tog
fra Dig den Sol, som skinner nu derude,
og Dine sidste Ord var Tak til den,
der bare kom og glattede Din Pude.
Du gav og gav og fordred ej igen —
hvor har jeg ofte rastløs glemt at takke;
men aldrig glemte jeg Din lige Vej,
og aldrig, Fa’r, bøjes skal min Nakke.
Ja, lille Fa’r, vi ved, Du maa afsted,
snart har Du endt den sidste Livets Daad;
han kommer nu, den tavse Færgemand,
og lægger til med Dødens tyste Baad.
Og rejseklædt, Du ranke Mand af Voks,
vil stolt Du staa i Baadens høje Stavn,
og I vil lægge fra og sejle bort
til Landet uden Sted og uden Navn.
Men naar Du svinder — svinder for vort Blik,
da ser Du i den gyldne Kimmings Rand
med nye Øjnes stærke," klare Syn
de høje Skrænter af et evigt Land.
Og naar til mig den store Taage kommer,
og naar han dukker frem, den Færgemand,
jeg ved en Skikkelse saa rank og stolt,
der venter mig paa Dødens høje Strand.
Dér vil vi vandre sammen mangen Kvæld
og tale sammen milde, milde Ord
om Livet, som vi elsked begge to,
om Sorg og Glæde paa den skønne Jord.
Nu løfter Du Din hede Pande, Fa’r,
dér, hvor Cypressen vugger tyst og svalt,
og Færgemanden lægger bi, nu har
Du Rejsen med Dit Liv — Dit Liv — betalt.