Solen er sunken bag Kimingens Kyst,
Skumringen ruger i stængede Stuer.
Minderne møder saa stille og tyst,
puster i Flammer de halvslukte Luer.
Ak, det er Barndommens smuldrede Gaard,
der som en Genganger stiger af Graven,
kommer med Sommer og Vinter og Vaar,
Stuer og Stalde og Æbler fra Haven.
Bygget i Tider, vi ikke har kendt,
stod den forvitret med lavstammet Rude.
Poplerne laa over Mønningen spændt,
værned for Solbrand og Storme derude.
Maaren sled Sti paa det hullede Tag,
Ilderen stank i de negfyldte Kroge,
Rotten sad graadig i Grisenes Lag,
Hegnene gemte paa bugtende Snoge.
Vaaren stod lys over Ager og Eng,
Storkene knebred paa vindslidte Tage,
Viberne jog om den jublende Dreng,
Drosselen sang for den rugende Mage.
Herligt i Høsten, naar Lærkerne sang
højt over Rugen, og Leerne klingred,
Koblerne rasled, og Hestene sprang
hen over Stubbe, saa Vognene slingred.
Selv under Vinter, naar Dagen forsvandt,
laa bag dens Rude en hyggelig Time:
Pigerne karted, og Madmoder spandt,
Karlen sad skrævs over voksende Sime.
Varsler og Spøgelser, Nisser saa smaa,
tudende Ugler og hylende Hunde
drev deres Væsen, naar Natten faldt paa.
Det blev da sagt af de sandeste Munde.
Lergravens Aften mig fyldte med Gys,
altid saa veg jeg i vældige Ruer;
kranset af Liljer et flimrende Lys
varslede Død over Livet, der gruer.
John var en Svindler og drak sig ihjel,
længst var hans Læbe bag Mulden forstummet,
flittig ved Midnat han flytted dog Skel;
selv har jeg øjnet, at Hegnet var krummet.
Nødig i Storstuens Mørke man sov:
Lærreder reves, og Saksene klirred. —
Haaret sig rejste som Stubbe for Plov,
søvnløse Øjne i Rædselen stirred.
Ve over Snapser, som daarligt fik lært
Kunsten at skaane sin Kone for Venten:
Ligskaren greb ham paa forreste Stjært,
lod ham saa ride til Kirkegaardsstenten.
Kyndige smed sig for forreste Læs
tværs over Hjulsporets Pytter og Huller,
da kun det føltes, som gaaende Gæs
klappede hen over skælvende Skulder.
Barndommens Gaard, du var til i en Tid,
da vi blev fulgt af en Overtros Skygge;
men du har huset den højeste Flid,
Ærlighed, Nøjsomhed, Lykke og Hygge.
Naar under Vaardagens herlige Sol
Stærene sang paa din mossede Mønning,
var jeg saa glad som den Kukker, der gol
legende let over dugtynget Grønning.
Gæst kun min Stue, du sløjfede Gaard,
naar under Skumringen Skyggerne tættes.
Hvad du har givet i Barndommens Aar,
aldrig af Dagenes Storme kan slettes.