Der stod et gammelt Poppeltræ for Hjemmets lave Rude,
det stod saa knudret, stort og stærkt, og trodsed alt derude.
Naar Stormen peb om Glug og Gavl, det sang for mig og Moder.
Hvor kan det være, al dets Sang jeg husker uden Noder?
Naar jeg var puttet ned i Seng, da laa jeg tidt med Stirren
paa Træets Svajen hid og did, paa Bladets Sving og Dirren.
Og lyste Maanen paa dets Top, gik Skygger gennem Ruden.
Hvor kan det være — Skygger gaar endnu henover Puden?
Ved Sommertid, naar Træet stod med grønne Blade tækket,
har Stærens glade Morgenfløjt mig tidt af Søvnen vækket.
Jeg haspede mit Vindve op for Sangen ret at høre.
Hvor kan det være — dette Fløjt end lyder for mit Øre?
Jeg kravlede i Træets Top og saa paa Fugleunger,
en dunet Klump med flere Næb, der led af evig Hunger.
De gule Munde sank til Ro som i en Drøm forsvunden.
Hvor kan det være — disse Næb end ses paa Redebunden?
Ved Løvfaldstid, naar Træet blev klædt nøgent indtil Skindet,
gød Vindens Harpespil paa Gren en Vemodstrøm i Sindet.
Jeg hørte Løvets Dryss mod Bund og Raslen langs med Huset.
Hvor kan det være — Bladets Flugt jeg hører end i Gruset?
Det gamle Træ er smuldret hen, en Kvist vel næppe findes,
og der er sikkert nok kun faa, som regner det at mindes.
Det kommer dog ved Skumringstid og paa min Rude banker.
Hvor kan det være — dette Træ vil aldrig gaa af Tanker?