Stille Fjord i stille Skove,
blødt og lavmælt gaar din Vove!
Som et Hjem i rolig Hygge
ligger du i Lys og Skygge.
Som en Moder, naar hun kysser,
naar hun tysser, naar hun bysser,
Freden du i Sindet drysser!
Tidt, naar Vaar og Sommer smiler,
til dit Kryst med Lyst jeg iler,
kaster bort bag dine Hængsler
alle Hverdagslivets Trængsler.
I din sommerfyldte Verden
strømmer Dulm og Viljes Hærden,
øges Kraft til Livets Færden.
Drosselslag i Bøgekroner,
Kragens Skrig i høje Toner,
Solsorts Spil paa Jubelfløjte,
Fiskens Leg, saa Vande sprøjte,
det skal bære Urtidssaften
gennem Driften, gennem Kraften
ned til Slægtens sidste Aften.
Gøgelatter, Gøgens Kukken
i hver Rytme høflig Bukken :,:
lyder med de samme Klange
som paa Barndomsslettens Vange.
Ak ja, gamle, kære Kukker,
mens du graa paa Stolpen hukker,
Mindets blide Blomst jeg plukker!
Hvide, vilde Svaner danse,
hegnes ind i Krusningskranse.
Stærkt belyst af Solens Kugle,
er der Sommer i de Fugle.
Omvendt hver en Hvidhed spejles,
Dybder pejles, og der sejles,
Vinger bruser, og der bejles.
Mellem Breddens Siv det pusler,
der hvor And med Ælling nusler.
Og hvor Rør med Reden svinger,
Fuglens Serenade klinger.
Fisker sig til Haabet klynger,
Snør han slynger, saa han tynger
Baaden, som mod Kæntring gynger.
O hvor rig, du danske Sommer,
med din Kløvermark i Blommer!
Du er størst, fordi du sover
meste Tid af Aaret over.
Hvor en evig Sommer smykke’,
Vaar og Sommer sank i Skygge,
dræbt var Vintrens Længsellykke.
Solen daler, Dagen rinder
ned bag Evighedens Tinder.
Koldt et Sus i Skoven jager,
Sangfugl tier, Uglen klager.
Nattens mørke Magter true,
dog — paa Vestenhimlens Bue
gløder Rest af Solens Lue!