O Himmeldyb — hvad rummer dine Boder
af Mulm og Lys, af Liv og Skaberkraft?
Din hede Sol den øser Livsens Saft
med ødsel Haand til alle Jordens Poder.
Din Stjernevrimmels gyldne Funklenoder
er spurgt af hver en Sjæl, som Vid har haft.
Ja tavse Dyb, du alle Tiders Gaade,
du giver Kraft, vi lever ved din Naade!
En Stjerne „fødes” — førend jeg faar Livet,
men Straalens Glans mit Øje aldrig naar;
den gæster først om flere Tusind Aar
trods al den Il, som blev en Stjerne givet.
Min Tanke svimler som i Stormen Sivet,
som spinkle Gren, naar Hagiens Kærne slaar.
Ak Menneske, hvor lidt dog er i Grunden
din Tankes Glød, din Væren og din Kunnen!
Og kom jeg op paa en af hine Stjerner,
hvis Blink mit Øje kun i Giarret saa,
og som fik Plads længst ude i det Blaa,
saâ jeg da ny, som nu et Mørke værner?
Ja er der ny, hvor langt jeg end mig fjerner,
hvad eller kan jeg dog den sidste naa?
Er der omkring den hele Vrimmel Ørke,
et bundløst Svælg af Kulde, Mulm og Mørke?
Har Stoffet været til fra Evigheden,
hvad eller har en mægtig Gud det skabt?
Hver stod paa sit, og Strid gik aldrig tabt,
om end Naivetet i Krog er gleden.
Nu staar dog Vismand frit i Tankens Spreden,
lad det, han magter, saa end være knapt,
og Galilei skal ej af Dumhed haanes,
og Bruno skal for Præstens Luer skaanes.
Men lad kun Teolog med Vismand drages
og øse ud hver Tankens Gnist, de bar,
om hvem, der satte Stjernen gyldenklar,
om hvem, der viser Vejen, som der ages.
Eet er dog sikkert, kan af Tvivl ej nages,
thi det staar klart foruden Øjeglar:
det tomme Rum — maa være, kan ej fødes,
og det, som ej blev født, kan aldrig dødes. —
Hvad huser da de Millioner Kloder?
At Jordens usle Fnug bar Livets Alt,
den Tanke dog forlængst blev Vanvid kaldt
og kylet ud i Fortids Skrammelfloder.
Vor gamle Jord, en af de mindste Poder,
hun skulde være den, hvorom det gjaldt?!
Det helt urimelige ene dræber
den Tanke, som paa denne Hovmod slæber.
Hvordan ser „Folket” ud i disse Slotte,
hvoraf maaske kun ringe Part vi se,
har det Fornuft, og kan det græde, le,
gaar det paa to, paa fire eller otte?
Og kan dets Instrumenter Rummet spotte
og vende Bøtten med vor Usselhed?
Har det til Granskning af de fjerne Kloder
et dobbelt Hjernevæv i brede Ho’der?
Ja Menneske, som spørger, gruer, haaber,
du løber rundt kun med en skral Besked.
Din Stammes Tavle gaar til Dyret ned,
endnu kun halvvejs du paa Vejen maaber.
O skal engang du finde Lysets Draaber,
der klarer for dig Livets Dunkelhed?
Ja, vil du naa — som Løn for al din Higen
op til det sidste Trin paa Jakobstigen?