1.
Aa at synge den vildeste Frydesang!
Fuld af Musik — fuld af Manddom, Kvindelighed, Barndom!
Fuld af alle daglige Beskæftigelser — fuld af Korn og af Træer.
Aa, Dyrenes Stemmer — Aa, Fiskenes Snarhed og Balance!
Aa, de dryppende Regndraaber — hvem der kunde gøre det til Sang!
Hvem der kunde synge Solskinnet og Gangen i en Bølge!
Aa, min Sjæls Glæde — den er utæmmelig — den springer som Lynstraalen!
Det er ikke nok at besidde denne Klode eller den og den Tid,
Jeg vil have tusind Kloder og alt, hvad der hedder Tid.
2.
Aa, Maskinistens Glæde! At føre et Lokomotiv!
At høre Dampen hvisle, det glade Pift af Dampfløjten, Lokomotivet som ler!
At stemme Afstandens Mure ned og boltre sig i Fjernhed!
Aa, en sorgfri Udflugt over Marker og paa Bjerge!
Giv mig den første den bedste Plantes Blade og Blomster, giv mig Fugtigheden og den friske Stilhed i Skoven,
Giv mig den fine Duft, der er ved Jordsmonnet i Daggryet og langt op ad Dagen.
Aa, at ride, hvad enten man er Mand eller Kvinde!
Saddelen, Firspringet, Bumpene paa Enden, det kolde Luftslug om Øren og Haar.
3.
Aa, Brandmandens’ Fryd!
Jeg hører Alarmen i den øde Nat,
Jeg hører Kimen og Raaben! Jeg passerer Opløbet, jeg render!
Synet af Flammerne gør mig gal af Glæde!
Aa, der er Glæde i den kødfulde Bokser, der staar oprejst i Ringen i fineste Kondition, ved fuld Kraftbevidsthed, og tørster efter at møde sin Modstander.
Aa, der er Glæde i den uhyre elementære Sympati, som alene den menneskelige Sjæl har Magt til at skabe og vedligeholde i stadige og grænseløse Flodbølger.
4.
Aa, Moderens Fryd!
Hun vaager, hun taaler, dyrt elsker hun, angst og i Taalmodighed giver hun os Livet.
Aa, hvor der er godt at tage til, at gro, at komme sig,
Hvor det er godt at dulme og bringe Fred, at stifte Samdrægtighed og Harmoni.
Aa, at tage hjem til det Sted, hvor jeg blev født,
At høre Fuglene synge igen en Gang,
At pusle omkring ude ved Huset og Laden og lidt ud paa Agrene endnu en Gang
Og igennem Kaalgaarden og langs de gamle Skel en Gang endnu.
5.
Aa, Manden og Kvinden!
Aa, naar en Kvinde er nær! (Tag min Ed for at jeg ikke kender noget der overgaar bare det at en Kvinde er tilstede;)
Aa, Pigen der er min Ven! Lykken sammen med min Ven!
Aa, unge Mænd, naar jeg gaar forbi! Aa, jeg er syg efter Venskabet med ham, som jeg frygter for ikke bryder sig om mig.
Aa, Gaderne i de store Byer!
Ansigterne, der trækker forbi — Udtrykkene, Øjnene, Fødderne, Klæderne! Aa, jeg kan ikke sige hvor gærne jeg tager imod dem.
6.
Aa, at være vokset op ved Fjorde, Indsøer, Aaløb eller ude ved Kysten,
At blive der og bestille noget der hele mit Liv,
Lugten af Lage og Taagen, Havstokken, den salte Tang, der ligger sydlig ved Lavvande,
Fiskernes Bestilling, Aalestangerens og Krabbefiskerens Arbejde.
Jeg kommer med min Krabberage og min Spade, jeg kommer med mit Aalelyster,
Hvordan er Ebben? Jeg følger med en Flok Krabbegravere ud paa Fladerne,
Jeg ler og hænger i sammen med dem, jeg siger en Spøg ved Arbejdet som en anden synftig ung Fyr.
Ved Vintertid tager jeg min Aalekurv og mit Lyster og rejser til Fods ud paa Isen — jeg har en lille Økse til at hugge Huller i Isen med,
Se mig godt klædt paa spasere lystig af Sted eller komme hjem om Eftermiddagen, fulgt af mit Kuld af haardføre Drenge,
Mit Kuld af voksne og halvvoksne Drenge, som ikke bryder sig om at være sammen med nogen anden saa meget, som de bryder sig om at være sammen med mig,
Og arbejde sammen med mig om Dagen og sove sammen med mig om Natten.
En anden Gang i varmt Vejr at gaa ud i en Baad og trække Hummertejnerne op, der er sænket med store Sten (jeg véd, hvor Bøjerne ligger),
Aa, den Sødme der aander gennem en Morgenstund i Maj paa Vandet, naar jeg lige foran Solopgangen ror ud imod Bøjerne,
Jeg haler Vidjekurvene ind paa skraa, de mørkegrønne Hummer slaar rasende med deres Klør, naar jeg tager dem ud, jeg klemmer Træpløkke ind i Leddene af deres Sakse,
Jeg ror hen til alle Pladserne, den ene efter den anden, og saa ror jeg tilbage til Stranden,
Der bliver Hummerne kogt i en mægtig Kedel sydende Vand, til deres Farve bliver skarlagenrød.
En anden Gang fiskes der Makrel.
Graadige, gale efter Krogen, lige i Vandskorpen, synes de at fylde Vandet i Miles Udstrækning;
En anden Gang fiskes der Stenfisk i Chesapeake Bugten, jeg er en af den solskoldede Besætning,
En anden Gang trækker vi Blaafisk ud for Paumanok, jeg staar med Kroppen strammet,
Med venstre Fod paa Rælingen og slynger med højre Arm den smækre Line i Ringe langt ud fra mig,
Mens et Halvthundrede Fartøjer, mine Fæller, ligger i Sigte rundt omkring mig og gaar over Stag og flyver som Pile.
7.
Aa, at ligge med en Baad paa Floderne,
Rejsen ned ad St. Lawrence, det pragtfulde Sceneri, Damperne,
Skibene under Sejl, de tusind Øer, nu og da en Tømmerflaade, hvis Førere svajer de langtrækkende Bunkaarer,
De smaa Hytter paa Flaaderne og Røgstrimen, naar de koger Mad om Aftenen.
(Aa, et eller andet tilintetgørende, noget frygteligt!
Noget langt paa den anden Side af et fromt og uskadeligt Liv!
Noget der aldrig har været prøvet! Noget i en Henrykkelse!
Noget, hvor man har sluppet alle Ankre og er gaaet i Drift!).
Aa, at trælle i en Mine eller som Grovsmed
Eller i et Støberi — Aa, Støberiet selv med det høje, raa Tag — og det luftige Rum fuldt af Skygger!
Ildstedet, det hede flydende Metal, der gydes ud i en Strøm.
8.
Aa, at genopleve Soldatens Glæder!
At føle Nærværelsen af en gæv Befalingsmand —
at føle hans gode Mening!
At iagttage hans Støthed — at varmes i Straalerne af hans Smil!
At gaa i Slag — at høre Hornsignalerne og Trommernes Skrald!
At høre Artilleriets søndersplittende Brag — at se Blinket af Bajonetterne og Geværløbene i Solen!
At se Mænd falde og dø og ikke klage!
At smage den vilde Smag af Blodet — at være saa djævelsk!
At mætte sine Øjne saadan med de saarede og døde Fjender!
9.
Aa, Hvalfangerens Fryd! Aa, jeg gør mit gamle Kryds om igen!
Jeg føler Skibets Bevægelse under mig, jeg føler de atlantiske Briser vifte mig,
Jeg hører igen Udraaberen synge fra Mastetoppen: Dér — dér blæser han!
Igen springer jeg op i Rigningen for at se ligesom de andre — vi kommer ned igen, vilde af Ophidselse.
Jeg hopper i Baaden, som fires, vi ror ind paa vort Bytte,
Vi nærmer os stjaalent og stille, jeg ser dette Bjerg af en Krop, der ligger som livløs og soler sig,
Jeg ser Harpuneren rejse sig, jeg ser Vaabnet springe fra hans kraftfulde Arm;
Aa, igen bugserer Hvalen mig langt ud til Havs, dukket under, løbende imod Vinden,
Igen ser jeg ham stige for at aande, vi ror nær igen,
Jeg ser Lansen jaget ind i hans Side, skudt i Bunde og drejet rundt i Saaret,
Igen bakker vi af Vejen, jeg ser ham igen dukke under, Livet løber hurtigt ud af ham,
Og da han stiger igen, sprøjter han Blod, jeg ser ham svømme i Cirkler, snævrere og snævrere, idet han ilsomt pisker Vandet — jeg ser ham dø.
Han giver ét Krampespring i Centret af Cirklen, og saa ligger han fladt og stille i det blodige Skum.
10.
Aa, min høje Alders Manddom, den nobleste af alle mine Glæder!
Mine Børn og Børnebørn, mit hvide Haar og Skæg,
Min store Skikkelse, Ro og Majestæt formedelst min lange Livsbane.
Aa, Kvindelighedens modne Glæde! Aa, endelig da Lykke!
Jeg er mere end firsindstyve Aar gammel, jeg er en meget ærværdig Moder,
Hvor mit Sind er klart — hvor alle Mennesker drages nær til mig!
Hvad er det for en Tillokkelse, der overgaar alting før? Hvad er det for en Blomstring, rigere end den blomstrende Ungdom?
Hvad er det for en Skønhed, der stiger ned til mig og vokser ud af mig!
Aa, Talerens Fryd!
At puste Brystet op, at rulle Stemmens Torden ud fra Ribben og Svælg,
At faa Folket til at rase, græde, hade, begære i Takt med sig selv,
At lede Amerika — at besværge Amerika med sin store Tunge.
Aa, min Sjæls Glæde, min Sjæl, der hviler i Ligevægt med sig selv og holder sin Identitet oppe ved at annamme de stoflige Ting og elske dem, ved at studere Personligheder og optage dem i sig,
Min Sjæl, der vibrerer tilbage til mig fra dem og fra hvad jeg ser, hører og føler, fra Fornuft, Begreber, Sammenligning, Erindring og saa fremdeles,
Mine Sansers og mit Køds virkelige Liv, der er hinsides mine Sanser og mit Kød,
Min Krop, der er bundet til sit Stof, mit Syn, der er bundet til mine materielle Øjne,
Beviser mig idag ovenover alle Spidsfindigheder, at det ikke er mine materielle Øjne til Slut, der ser,
At det heller ikke er mit materielle Legeme til Slut, der elsker, spaserer, ler, hujer, omfavner, forplanter.
11.
Aa, Landmandens Fryd!
Landmandehs Glæde i Ohio, Illinois, Wisconsin, Kanada, Iowa, Kansas, Missouri, Oregon!
At staa op i Solgryet og gaa adræt til sit Arbejde,
At pløje Jorden om Efteraaret til Vintersæden,
At pløje Jorden om Foraaret til Majs,
At opelske Frugthaver, at pode Træerne, at samle Æbler om Høsten.
12.
Aa, at svømme fra Badehuset eller fra et godt Sted paa Kysten,
At pjaske i Vandet! At vade til Anklerne eller at galoppere nøgen langs med Strandbredden.
Aa, at fatte Rummet!
Altings Pladsoverflødighed, at der ingen Grænser er,
At gaa til Vejrs og eksistere som Himmel, som Solen og Maanen og de flyvende Skyer, som En, der er med dér.
13.
Aa, Glæden ved en mandig Selvbevidsthed!
Ikke at være servil imod nogen, ikke at fire for nogen, hverken for kendte eller ukendte Tyranner,
At gaa med rejst Hoved, med springende Fjedre i Fødderne,
At se med et roligt Blik eller med lynende Øjne,
At tale med fuld og klingende Røst ud fra sin brede Bringe,
At stille sin Personlighed Ansigt til Ansigt med alle andre Personligheder paa Jorden.
14.
Kender du de unge Aars storartede Morskab:
Glæden ved det dyre Venskab, den sorgløse Snak, de lattermilde Ansigter,
Glæden ved det frydefulde Solskin, Glæden ved Sport og svulmende Lunger,
Glæden ved dejlig Musik, Glæden ved den straalende Balsal og de Dansende,
Glæden ved en stor Middag, Sviregildet og den kraftige Kæfert.
15.
Men du, o min dybeste Sjæl!
Kender du Glæden ved abstrakt Tænkning?
Kender du det frie og ensomme Hjærtes Glæde, dit ømme, tungsindige Hiærte?
Glæden ved de ensomme Ture, hvor Sindet er bøjet og dog højt, hvor man lider og kæmper.
Kender du de dødelige Kriser, Ekstasen, Glæden ved den højtidsfulde Grublen ved Dag eller ved Nat?
Glæden ved Tanken om Døden, de store Sfærer, Tiden og Rummet?
Den profetiske Fryd over bedre, stoltere Kærlighedsidealer: den guddommelige Kvinde, den skønne, uomskiftelige, fuldkomne Ven?
En udødelig Fryd, der ene er din og ene dig værdig, o Sjæl!
16.
Aa, at være en Hersker over Livet, mens jeg lever, og ikke en Slave,
At møde Tilværelsen som en magtfuld Erobrer,
Ingen Taager, ingen Kedsomhed, ingen Anklager længere eller kritiske Forfølgelser;
Saa længe Luften og Vandet og Jorden, saa længe deres stolte Love godtgør min indre Sjæls Uovervindelighed,
Skal intet Ydre nogensinde faa Herredømme over mig.
For jeg udsynger ikke alene Livsglæden hør, jeg synger om Glæden ved at dø!
Om Dødens smukke Tilnærmelse — hvor det dulmer og gør følelsesløs en lille Tid, for det skal saa være,
Indtil jeg da skiller mig ved mit Legeme som et Affald, der kan blive brændt eller gjort til Støv eller begravet,
Medens mit virkelige Legeme naturligvis er i Behold for andre Tilstandsformer,
Saa at min Krop, som jeg har udskilt, og som ikke er mere for mig, kan vende tilbage til sine Bestanddele og fremdeles gøre Tjeneste i Stoffets evige Kresløb.
Aa, at udøve Tiltrækning ved mere end at tiltrække!
Hvordan det er, kan jeg ikke sige — og alligevel! Dette noget, som ikke lyder alt det andet,
Det er offensivt, aldrig defensivt — og.dog, hvor det drager magnetisk.
Aa, at slaas mod en stor Overmagt, at møde Fjender uforbløffet!
At være fuldstændig ene med dem, at prøve, hvor meget man kan svare til!
At se Spektakler, Tortur, Fængsel, Upopularitet lige i Øjnene!
At gaa op paa Skafottet, at avancere imod Geværmundingerne med fuldkommen Nonchalance!
At være en Gud helt igennem!
18.
Aa, at gaa til Søs i et Skibi
At rejse fra dette uflyttelige, uudholdelige Land,
At rejse væk fra Gadernes mødige Enshed, Fortovene og Husene,
At rejse fra denne tykke, urokkelige Jord og gaa om Bord i et Skib,
At sejle og sejle og sejle!
19.
Aa, at eje Livet videre fremad som et Digt af nye Glæder!
At danse, klappe i Hænderne, triumfere, huje, hoppe springe, lade rulle, mase paa!
At være en Verdenssømand med Ærinde til alle Havne,
Et Skib selv (ser du ikke disse Sejl, som jeg her spreder ud for Solen og Luften),
Et hurtigt og svulmende Skib, fuldt af rige Ord, ladet med Glæde!