Hverdagene
Til L. C. Nielsen
Til L. C. Nielsen
Se Regnbuens Bro over den bygede Fjord!
Se i det Fjærne, hvor Lysstøtten skraaner fra Skyen
og tænder et rundt Solbillede i Landet,
en lykkelig grøn Plet med Kvæg og et Hus der skinner . . .
hvor nær og hvor langt borte!
Her er Aaen og Dalen, hvor vore Urfædre tog Land,
her dækker Kirkerne de hedenske Blotpladser;
bagved ligger Heden milevidt med de Gamles Grave.
Her er vi fra.
Hveranden hjemmegjort Smaamand,
der trækker til Marked med et Høved,
eller ser op fra Tørvegraven,
laaden og vàr imod Vejret som en Bæver,
har dine blakkede Hænder
og stride blaa Øjne.
Her ligger højest i Heden med Miles og Miles Udsigt
Bolstedet, hvorfra min Slægt kravlede ud af Stavnsbaandets Mørke,
med sovende Lemmer efter den lange Krumslutning,
ravende af Blodtab efter i Aarhundreder
at have taalt et Utøj af gudfrygtige Betlere paa sig.
Hvorfor rejste vi i Aarevis,
hvorfor kunde vi aldrig blive færdige med at gaa rundt om os selv,
inden vi endelig fandt i Leje?
Du bragte dog kun fra hver Langfart
dig selv mere tilbage;
og jeg kom hjem med stadig ny Styrke
til at finde dig uforandret.
Men ellers havde vi vel ikke været Danskere.
Og Dagen spillede i alle Spektrets Farver,
mens vi rejste efter den store Hvidhed.
Ja, vor Verden gik under.
Men ingen bjærgede den igen som du,
for du kunde ikke lade det fattige Nu gaa uden Gaver.
Hør! Der falder Skud langt borte,
som underjordiske Skred, bag de mejede Bakker.
Somren slaar sine Kister i.
Unge er vi saa ikke mere.
Men har Haabet ikke beskæmmet os tilstrækkeligt:
Nu kommer vor rige Dødstid, Broder.
Lad os da gaa frygtløst ind i Hverdagene,
vi der ingenting har at vinde.
Lad os gøre det til en bidende Leg,
et skrapt Bønnemøde,
for de berømte to Millioner Indbyggere
i Kongeriget Danmark!