Dette er kun et Udtog
af Digtet om Haagens Bedrifter.
Her berettes forsøgsvis
om Heltens rastløse Rovgang,
Heltens rasende Rørelse
ude paa »Roligheden«.
Selv var jeg (desværre
et noget omtaaget) Vidne.
Dagen begyndte bitter
med Sild og en Ildsluknings-Bajer
Oh, men den glade Synder
krævede snart Champagne.
To Døgn i Forvejen
fandtes han ikke i Fjerene.
Vennerne saa, hvor den Vældige
lignede Viskelæder.
Ingen formaar dog som Haagen
at mildne Rusens Mindelser.
Sorgfuld men opsat paa Lykke
ser du ham spæde sin Svir op.
Led ved Mad men sulten
lader han Laks servere.
Laks er hans Yndlingsspise,
han æder aldrig andet.
Siden ser du ham smøge
cheerful Cigaretten,
medens med blodsprængte Øjne
han blinker omkring blideligt.
Vel. Ved den femte Whisky
peger hans pønsende Næse
ud mod tændte Lygter;
Lossen vejrer Lystighed.
Haardusken paa hans Øre
dirrer ved Tanken om Daarskab,
han strækker de knagende Poter,
kruser til Smil sine Knurhaar.
Henslængt i Taksametren
maler vi ud i Mørket.
Haagen ønsker at mætte
med Lykke enhver vi møder.
Haagen inddrikker dristig
den dunkle Vellugt paa Strøget.
Natten er blaa og lun
og lys som en mættet Længsel.
Bad vi en Bøn ved Altret
i diverse Beværtninger?
Vandt vi en Opvarters Venskab?
Ak jeg ved det jo ikke.
(Skade at Skjalden som oftest
segner tidligt i Slaget.
Derfor tales med Rette
om taagede Traditioner.)
Spilled vi Kegler, saa Kuglerne
sprang og splintrede Bagvæggen?
Bravo! Battaljon!
Blev vi hældt ud af Banen?
Søgte vi siden stridslystne
bort fra Byens Centrum,
indtil omsider vi endte
ude paa »Roligheden«?
Der slog vi i os Champagne!
Der besaa vi Syngepigerne . . .
Pludselig hører jeg Haagen
le saare huldsalig!
Han har besluttet at sejre.
(nu begynder Slaget).
Først hiver han henrykt
sin Hat op paa Scenen.
Derpaa flyver Paraplyen,
som Pigerne ogsaa parerer,
(smilende: Dette er Alvor!
Dette er endelig Elskov!)
Se, men nu rejser sig Haagen!
Han rager op, rank.
Jeg ved ingen i Verden
der rejser sig vældigere!
Han staar bringebred
og blid, han brasker.
Han ejer hele Hytten,
han smiler, den Herlige!
Saaledes staar han og syner,
skøn, i Skandinavien.
Lokken er lønlig graanet,
men han lyner af Ungdom.
Ingen fik avet denne
gigantiske Dreng for Alvor.
Ingen kritisk Pauper
fik plyndret ham for hans Purpur.
Stærk som Jim Jeffries,
Amerikas djævelske Champion,
The big boilermaker,
Verdens første Bokser,
Gylden og from som Gudfader,
rejser du dig, Fyrste . . .
og smider Champagnekøleren
med Indhold op paa Scenen!
Derpaa sender du Stolene
venligt sammesteds hen,
Bordet kyler du blidt
op til blege Bajaderer!
Siden i søvnløse Nætter
spurgte jeg ofte mig selv:
Hvad var Herskerens Hensigt,
hvorfor gjorde han dette?
Var det af lattermild Lede
ved Livets Gravalvorligheder?
Ønskede du at foragtes
imellem elendige Ægtheder?
Tog du din Tilflugt til Skemt
i Templet for Sang og Livslyst,
hvor Synden sælges med Taarer
svang du Satyrsvøben?
Slog du Pøblen — som Kristus
der piskede Pengemændene?
Hvad var din Mening? Morer
det dig at hive med Møbler?
Var Sagen den ganske simple,
at du rystet protesterede
mod alle Arter af Skørlevned
og alle syndige Skøger?
Klædte du dig (i spøgende
Afsind) med spæget Traa,
præked du brunstig, med Bukserne
fulde af den poetiske Pungbrok?
Tordnede du som Vingthor
for gratis Piger i Trudvang,
raste du (Bukkenes Skræk!)
i dit Rejersenske Redningsbælte?
Jeg er ikke klar over det.
Jeg ved kun, at Kæmpen
rejste sig der rolig
og afstedkom Rabalder.
Beholdt vi Marken, Haagen,
blev vi hældt ud af Haven?
Knækkede du din Stok,
som du købte paa Kurilerne?
Var det mon dig, der nynnende
og uden Nag imod nogen,
af ren Kærlighed, medtog
en Kasse med kaglende Fjerkræ,
Hvilken du fandt paa et Fortov
den følgende Dag, da graanet
og grøn af Svir du spankede
livsalig omkring i Solen?
Var det mon dig, der varsom
og fuld af alfavnende Vid
væltede Kakkelovnen
og fyldte mit Kammer med Kulstøv?
Husker jeg rigtig fremdeles,
holdt du en herlig Tale
staaende ganske solo
midt i en indbildt Forsamling?
Her, her Helled Haagen,
husker jeg dig tydeligt!
Dette er intet Foster
af min fantastiske Fuldskab.
Aldrig vil jeg forglemme
din Sjæl af Guld, du Gavmilde,
da du omtrent døende
af Træthed talte for Ingen!
Aa hvor du holdt dig oprejst
midt i en (indbildt) Hob,
Gud hvor dit Væsens Varme
overvandt din Segnefærdighed!
Ladies and Gentlemen . . . sagde du
til de saa lydløst lyttende . . .
og derpaa spredte du Skatte
af Skønhed ud for Vindene!
Hvor du da talte tindrende
i dit titaniske Lune!
Hvor du vævede Vildskab og Inderlighed
sammen til et sublimt Vanvid!
Aldrig blev hedere Hjærne
baaret af bedre Helbred!
Aldrig forkyndtes Livslysten
af kælnere Krigerhjærte!
Jeg siger dig Haagen, Fluerne
fulgte dit fine Foredrag,
tiltrukne af din Aande;
»Publikum« anede Aadsel.
Ladies and Gentlemen . . . Haagen!
Jeg husker dig, hør jeg husker
dit Vid, din Varme, din Ensomhed.
Tro mig Ven, jeg blev ædru.