Jeg bærer i mit bespændte Bryst
en sød og ængstelig Vaar.
Mit eget lille stumme Barn
dybt under mit Hjærte gaar.
Rødmer jeg, er det den skjulte Ild
af Barndom i mit Blod;
mit Hjærte toner hver Gang du er mæt
og ryster din spæde Fod.
Jeg græder i Søvne, sukker og ler
med dig der slumrende gror,
vi drømmer sammen en dunkel Drøm
om den grønne naadige Jord.
Vi drømmer om Havet der bølger saa vidt
og om Himlens favnende Blaa
og om brede Sletter med blomstret Græs,
som Hjortene hviler paa.
Vi drømmer om Zebra og Leopard
og om den vilde Gnu
og om de myge Aber smaa,
der hoster mod Skovnattens Gru.
Vi drømmer om Taarne ved Jangtsekiang
og om Himalajas Sne
og om den forunderligt mægtige Sol,
som Ingen taaler at se.
Jeg mærker med Smærte og dobbelt Fryd
i den stille svangre Nat,
hvor Alting er kommen mig mere nær
og hvor Alting har mig forladt!
Ak, Alt hvad der faldt og døde med mig
skal leve med dig paany,
de unge Stjærners undselige Lys
og Maanens alvise Gry.
Jeg vil dø, jeg vil svinde ind i dit Smil,
forgaa som et udslettet Spor.
Jeg giver dig fri, jeg græder mig ned
i den sorte velsignede Jord.
Jeg giver dig Liv, vil du nægte mig
at strække mig hvilende hen?
O du er den der skal have Alt
og Intet give igen!