Der nejed saa mangt et sødygtigt Skib
paa Bølgen, som fór.
Og mangen forvoven Skipper blev graa
ved det knagende Ror.
Dér tabte sig ogsaa Christofer Columbus
forledt af sit aldrig hvilende Hjærte
paa Vindens og Gusernes Veje
under Maanens vildsomme Kærte.
Christofer Columbus fra han var Dreng
befandt sig bedst
paa det blaa Hors med den hvide Man
Hoa, min Hest!
Men då han graanede, greb ham en Længsel
næret af Aar og af øde Bølger
efter den evige Lykke,
som Sjælen altid forfølger.
Graanet, med Havets Salt i sit Haar
og stum af Savn
vender han bort fra den østlige Vej
sin Snækkes Stavn.
Paa Rejser mod Østen han tabte sin Ungdom,
nu vil i Aftenrøden han lede
sig frem til Landet, som Solen
beskinner, naar den er nede.
Og Skibet er ene som Maanen i Sky,
ene paa Sø,
Matroserne spejder forknyt efter Land,
de tror de skal dø.
De frygter, at Skibet skal nærme sig Kanten
af Jorden, hvor Havet nedstyrter sin Sluse,
de mener naar Stormen stiger
at høre Afgrunden suse.
De samler sig om den tavse Kaptejn:
Afsindige Mand!
Vend om før Afgrunden sluger vort Skib!
Vi vil i Land!
Giv mig endnu tre sejlende Dage!
Hvis ikke, naar Solens Straaler de slukne,
Landet i Vester er funden,
da vil jeg dø og drukne.
Og Solen daler den tredje Dag
i den golde Sø.
da stiger i Solnedgangens Ild
en palmegrøn Ø.
Og det er Landet, Christofer Columbus!
Men medens de kalder ham Verdensbefrier
og græder af Fryd, er Columbus
den eneste Mand der tier.
For da han fandt den frelsende Ø,
forgik hans Drøm.
Der skød sig en Verden imellem ham
og den yderste Strøm.
Tilbagevender og Havomfavner!
Da steg din Forlængsel, da bar dit Hjærte
som Bølgens vandrende Byrde
den evige Verdenssmærte!
Christofer Columbus, dit hvide Haar
din Alders Is
kroner de havkolde Vikingebryn
og din Sjæls Forlis.
Du gav os Jorden igen og betraadte
Udødelighedens hvislende Fraade.
Nu dækker din store Skygge
Drømmen du aldrig naa’de.
Usalig er den hvis Ve og Begær
kan aldrig dø.
Havbølgen stiger saa øde og tung
paa den aabne Sø.
Dér staar han lænket den flyvende Skipper
paa Spøgelseskibet og fører de Døde
under den hvide Maane.
Havbølgen stiger saa øde.
Saa mangen god Sømand tabte sig selv
paa Bølgen som fór.
Havbølgen stiger saa øde og tung
i det vejløse Spor.
Der er ingen Gud i de rasende Bølger,
der er Christofer Columbus’ Hjærte,
som skabte en ny Verden
ud af sin Verdenssmærte.