Siger du, at det lyser
af Blomster hvor vi træder?
Oh mine Fødder gyser,
Elskede ja og jeg græder.
Natten er naadig.
Det var den blinde Merete,
hun gik med sin Ven at spasere,
hørte et Suk og ledte
og fandt ham aldrig mere.
Natten er naadig.
Svinder du fra min Sider
Din Tien er sær, du savner . . .
Taber du dig i det Vide?
Jeg finder dig — for jeg favner!
Natten er naadig.
Skjuler du dig og smiler
ad mine udbredte Arme?
Tilgiv mig, Tiden iler,
jeg længes efter din Varme —
Natten er naadig.
Stille! Ak hvor jeg ryster!
Duggen fra Nattens Porte
falder paa mine Bryster —
Kære, din Mund er borte!
Natten er naadig.
Hører du nu, jeg er bange —
vandrer jeg her alener
Gaar jeg imellem mange,
der alle tier som Stene?
Natten er naadig.
Svæver her sorte Baarer?
Mit Hjærte fryser og falder.
Duggen og mine Taarer
sitrer og græder og kalder . . .
Natten er naadig.
Aa, hvis du hører min Klage,
forbande Gud dine Læber!
Gaa og kom aldrig tilbage —
ved du, de Blinde dræber!
Natten er naadig.
Gid du maa rammes af Lynet . . .
Nej Gud belønne dit Hjærte,
for nu har jeg faaet Synet!
Jeg ser, Lyset er Smærte.
Natten er naadig.
Stakkels, stakkels Merete!
Med dine favnende Arme
gik du og ledte og ledte
og fandt kun Dødens Varme.
Natten er naadig.