Fenjas og Menjas Møllesang kommer indenfra
i din Hjærne som søndermalende Stenlyd. Dit
Hoved skal blive Centret for Grottes Hvirvler af
Verdensstøv, for Fenjas og Menjas splintrende Kværnsang.
Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der
er tung som Jorden, vi maler dig Solopgang og
Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende
Skyer og Grøderegn, Kløver, gule og hvide Blomster.
Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt
Menja, afsvedne Marker, Vandløshed, vi maler
dig Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky
op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter.
Vi maler dig Foraar og blaa Bølger, stønner
Fenja, vi faar Sommeren færdig i Tide, vi maler
dig grønne Skove fulde af Sangfugle, vi maler dig
Kærlighed, Glemsel og lyse Nætter.
Og vi maler dig Fimbuls Mørke, lyder Menjas
skurrende Sang, Askeregn, Visnen, vi maler dig
Vinteren ind i Sommerens Hjærte. Vi synger dig
en Høststorm, vi svinger Rim og Frost over alt
Groende, vi maler Varmen ud af Menneskenes
Sind.
Og dog maler vi nyt Foraar og ny Grøde, synger
Fenja rasende, vi maler dig Solhverv og Blikstille
paa Havet, vi maler dig Føl og fimrende
Hundehvalpe og Søndenvind, vi maler dig Løvspring
og Tro.
Ja, og vi svinger Kværnen saa det knager, skogrer
Menja, vi maler til Barsel, og vi maler i Kisten. Vi
maler Sne og Fortvivlelse. Jeg synger sidst.
Og nu skyder de Ryg, de vrede Jættepiger, og
planter Benene dybt i Mulmet og svinger den rygende
Kværnsten. De synger sammen, Fenja og
Menja:
Vi maler dig Sol, Maane og Stjærner løbske om
Jorden! Dagen og Natten skal veksle i Blink, hvidt
og sort, og Himlen skal gaa som et Hjul. Vi maler
dig Sommer og Vinter som Feber; Hede skal flyve
paa dig og vige igen for Kulde.
Men tilsidst maler vi dig Vintertid. Vi træller i
Aartusinder, men vi maler dig endelig Istid.
Nordlys over vore Hoveder! Vi maler dig milevid
Is og Aaret fuldt af Nordenstorme og fygende
Sne. Vi maler Haabet tyndt i dig, vi synger Regnestykker,
hvor Kuldens Tal stiger. Vi maler dig
evige Nætter, vi svinger Solen ud paa fjærne Veje.
Vi maler hostende Isbjærge med knust Fjæld ned
fra Norden og ud over alle rige Sletter, vi knuser
Byerne under Bræen, vi grutter al Frugtbarhed.
Og vi forstener dit Hoved, vi hvirvler Øde ud,
vi synger med frostkoldt Hjærte, til Kværnen springer.