J.P. Jacobsen (1847–85)

    Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori jeg tror, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var dét, der skulde være min Idræt, og dette er da navnlig, naar et eller andet udmærket Digt har vakt min Begejstring eller naar jeg har syslet med Nordens Gudelære. Kunde jeg overføre Naturens evige Love, Herligheder, Gaader og Undere i Digtningens Verden, da føler jeg, at mit Værk vilde blive et mer end almindeligt. Men Digtningen vilde ikke blive en kristelig, den vilde betragte Biblen som en Edda og ikke vedkende sig andre Værker af Guddommen end Naturlovene i videste Udstrækning; den vilde betragte Menneskene ikke som Guds Børn, men som Dele af Guddommen, ringe Dele, men dog Dele . . .

    Det er en dum gammel Tradition, at man selv kender sig mindst. Andre kunne vide, hvad man gør og siger, selv véd man om, hvad man tænker, — og det er det vigtigste, thi desværre, Ord og Daad ere ofte Tanken modsatte . . . . Dette gælder naturligvis kun, naar man har beskæftiget sig med sig selv.

    Jeg var i den italienske Opera, trods Tid og Penge; jeg saa’ «Un ballo in maschera». Forstod ikke et Ord, anede dunkelt Meningen, væmmedes ved Primadonnaen, kedede mig over det meste af Musiken og — morede mig dog ganske udmærket.

    Signora Benati! ung, naturlig, glad, skælmsk, ret smuk, Pagedragt, dejlig Stemme — I Guder, hvilket forfærdeligt Angreb paa et ungt Hjærte, der slaar varmt for alt skønt, maaske endog vel varmt. Hvor jeg gaar og hvor jeg staar, ser jeg Signora Benati danse ud af 4de Akt og hører hende synge Arien i 1ste. Hun er næsten Barn, hendes Henrykkelse over Buketterne var stor, hun vilde nødig slippe dem. Signor Padilla maatte næsten rykke dem fra hende, for at hun ikke skulde generes af dem i sit Spil, — og saa holdt hun dog trodsig fast i et af Buketbaandene. Signora Benati og Examen Artium! skrækkeligt, at I ikke kunne forliges! Jeg maa dog se at faa jer til det. Se Benati endnu en Gang maa jeg.

    Hvorfor begynde paa en Dagbog! det bliver dog ikke til noget alligevel. — Men Kollegieheftet er saa pænt, og det er saadan en dejlig fræk Titel, jeg har skrevet der foran. Jeg maa være oprigtig i højeste Grad i disse Blade. «Intet sundt Menneske skriver Dagbog». Dette er altsaa en Syge-Journal. — Ved at skrive Dagbog bilder man sig selv en Masse Løgne ind. — Jeg har læst «Per Gynt» i denne Tid. Lad den sætte sig. Krojsos af A. Flinch. Kold Ild. Aarestrups Digte, — hvor betegnende er ikke for ham den lille Ritornelle:

det kunde aldrig falde nogen anden ind end ham at give en saadan Iagttagelse Versform og skrive den ned.

    Set «København ved Dag» paa Vesterbros Teater. Mærkelig nok var der en Ytring deri, der, om den end er gal, dog ligner noget: Det er en ung Mand fra Landet, der er yderst utilfreds med København og kun kan finde sig til Rette, da han er kommen ind paa Regensen blandt en Flok Studenter. Ellers ligner det fælt meget «Østergade og Vestergade».

    Det er egenlig komisk: Jed véd ikke, hvordan min Prosa ser ud. Det forekommer mig, der er noget uoriginalt ved den, — jeg mener ikke uoriginalt; men jeg kender ikke mig selv i den.

    Digteren gaar sig en Tur, Naturen er saa dejlig, saa stor, saa levende, hans Følelser røre sig stærkt, hans Læbe nynner: det er Undfangelsens salige Øjeblik. Han gaar hjem, tager Papir og Pen, skriver og streger ud, tænker og tænker om igen, former og former om igen: det er Forløsningens haarde Timer. Dagen efter skriver han igen, det gaar lettere, men det er ogsaa mindre værdifuldt: det er Efterbyrden. Derfor saa meget daarligt mellem saa meget godt i Digterværkerne. Det er raat, men sandt . . .

    Naar man, idet jeg, efter at have været borte et Øjeblik, træder ind i en Kreds, taler om noget andet end det, der var Talens Genstand, før jeg gik, og lidt efter at jeg er kommen opgiver dette Emne, spiller man i 9 af 10 Tilfælde Komedie. Man har talt om mig; idet jeg træder ind, begynder én ivrigt at tale om et og andet; de andre deltage ivrigt deri; naar saa man tror Faren overstaaet, holder man op og puster . . .

    Hvorfor skriver jeg Digte? For en Gang at blive berømt? Jeg vil ikke haabe det. Fordi det er min Natur, fordi det er mig nødvendigt? Det koster mig Anstrængelse at skrive et Digt. Fordi jeg mener at burde bruge det Pund, jeg maaske har? Jeg er intet Pligtmenneske. For at lære mig selv og mine Evners Størrelse at kende? Lad mig sige: maaske, jeg gider ikke opkaste flere Spørgsmaal.

    Det er mig aldeles umuligt at sige, om hvad jeg skriver heri virkelig er min Mening, eller det blot er Pennegriller (Pendiarrhoe).

    Mon jeg lumske Menneske ikke inderst, aller inderst i mig huser den Tanke: en Gang i Tiden bliver du en stor Digter, og naar du saa er død, vil man finde dette pæne Kollegiehefte og glæde sig over dine træffende (?) Bemærkninger og finde mange Vink til Bedømmelse af din Personlighed og dine Værker og saa udgive det som en Avtobiografi! (Var jeg Kritiker paa den Tid, vilde jeg sige, at det var noget forbandet forvirret Tøj.) Gud, hvor dette kunde føre én, der studerede mig, bag Lyset! Af hele Tonen f. Eks. af ovenstaaende kunde han komme til at slutte: hvor oprigtigt! og saa er alt dette maaske netop stik imod min Mening. Ja, ærede fremtidige Anmelder, jeg kommer ikke med nogen Paastand, i det Kapitel véd jeg ikke mere end du og sandsynligvis mindre, — du véd da, hvordan hele Bogen ser ud, jeg kender kun de første Sider.

    En Digter behøver vist aldrig at være bange for, at hans Tanker skulle være saa geniale eller hans Følelser saa individuelle, at hans Samtid ikke kan fatte dem.

    Da jeg havde faaet rystet Drengen ud af Ærmet og begyndte at udvikle mig aandeligt, ɔ: begyndte at studere mig selv, blev jeg meget forbavset og tænkte: saadan som du er, er der ingen andre i Verden. Nu véd jeg ad Erfaringens Vej, at der er mange. Jeg kunde have Lyst til at hellige mit Jeg en speciel Undersøgelse her.

    Jeg er et Menneske, der har Lyst til alt for mange Ting. Jeg kunde have Lyst til at studere Botanik, Æstetik, Kunsthistorie, Mytologi og sikkert meget mere.

    Min Vilje er maaske stærk i store Ting, svag i Smaating, maaske omvendt, maaske for Øjeblikket kvalt af Følelse og Tanke.

    Min Følelse er stærk, men gør ingen Larm. (Hvad mener Hr. Jeg om Digte? det er dog en Slags Spræld.)

    Naar jeg bliver begejstret, farer det mig koldt ned ad Ryggen. Jeg kan let komme til at græde. Gaar i Almindelighed til Yderligheder i Følelsessager.

    Min Tankegang er nogenlunde hurtig, men dog for langsom; maaske klar, maaske ikke.

    Jeg indgyder i Almindelighed unge Piger Tillid.

    Jeg har vist megen Takt og Finfølelse. Rødmer i Almindelighed uden Grund.

    Meget indbildsk. Har vist megen Selvkritik og er vist i det hele taget en god, skarp Kritiker. Meget ærgerrig.

    Ovenstaaende er meget muligt aldeles pinende galt.

    Har meget stærk Tilbøjelighed til at omsætte alt mødende i Poesi. Er forfængelig om Sommeren, ikke om Vinteren. Arbejder mest ved Lys. Spadserer helst i Dæmring. Drømmer hellere end tænker. Er modtagelig for Smiger, naar den er fin. Meget pirrelig . . . Alt muligvis Løgn.

    Hvor jeg er doven! Jeg læser i denne Tid Körners Biografi. 21 Aar og berømt Digter og Helt. Jeg maa rigtignok sige med Don Carlos: «zwanzig Jahre und noch nichts für die Unsterblichkeit gethan.» Dog det kommer nok. (Lad mig huske at skrive: Sejrssang, ɔ: Sejr i Kærlighed.)

    Begyndelse til en Novelle fra 1997:

    Det var en mørk Januarnat i Aaret 1868, da den unge, endnu ikke bekendte Digter Jens Peter Jacobsen med hastige Skridt ilede hen ad de glatte Fliser i Krystalgade (i den graa Oldtid Skidenstræde, nu Diamanttorvet), indsvøbt i en daarlig Overfrakke, tænkende paa de geniale Bemærkninger, han havde siddet og gjort i Studenterforeningen (den Gang paa Gammelholm, nu paa Kejsergade), da et Baal af knittrende Cokes, der flammede midt paa Gaden og gav Husene paa begge Sider et magisk rødt Skær, fik ham til at stanse og se derpaa; det var Gasvæsensfolk, der optøede Jorden for at komme til at gøre Rørene i Stand. (Den Gang brugte man dette kummerlige Belysningsmiddel.) Derpaa ilede han hjem og . . . (Ende) . . . skrev dette staaende.

    Sagde jeg det ikke nok! det blev ikke til noget med det Dagbogeri.

    Man kan, naar man studerer Algerne, næsten komme til at tro, at der er en personlig Gud, der, den Gang da han skabte Verden og Tingene i den, sad med et stort Stykke Tegnepapir for sig og et Blyant i Haanden og kradsede først simple Cirkler og Triangler op og saa pyntede paa dem med Prikker og Streger (Diatomophyceerne), dernæst allehaande løjerlige Figurer, som det nu faldt ham ind (Phycochromophyceæ), saa trak Paralleler og fik Confervae frem, — de var saa lette at tegne, derfor tegnede han saa mange.

    Hvis der var en personlig Gud og jeg troede paa ham, vilde jeg bede, saa Haaret paa hans Hoved vilde rejse sig og han selv af Forfærdelse og Angst sende en Dødsengel til mig og tæmme mig i Paradis ved Kedsomhed, for at ikke Helvede med mig i Spidsen skulde sejre over Himlen. Men nu tror jeg ikke, — beder altsaa ikke — men ønsker, — faar ikke — men drømmer.