Digte og Udkast indeholder de meget faa Digte, J. P. Jacobsen har offenliggjort ved forskellige Lejligheder, samt et Udvalg af hans efterladte Manuskripter, hvilket Udvalg vi — efter hans Families Ønske — har foretaget.
Foruden et Par avtobiografiske Optegnelser bestaar Udvalget dels af saadanne tidlige Forsøg (fra Tredserne), som Jacobsen i sin Ungdom havde bestemt til Trykning (Hervert Sperring, En Kaktus springer ud), dels af Digte og Brudstykker, der er skrevne efter 1870, samtidig med at han optraadte som Forfatter. Han lagde hyppigt Planer til en Digtsamling, men opgav dem igen, fordi Samlingen hver Gang syntes ham ikke som Helhed at svare til hans daværende Udviklingstrin.
Nu efter hans Død vil man værdsætte Digtene og Udkastene efter deres Tid. Vi har ment at burde medtage ikke alene det Færdige, der er hans Genius fuldkommen værdigt, men ogsaa det Ufuldstændige, naar det bærer Mærke af hans digteriske Ejendommelighed.
Edvard Brandes.Vilhelm Møller.
I 2det Oplag er medtaget et Prosastykke og fire Digte, som blev fundne længe efter Udgivelsen af «Digte og Udkast». Dette ny er i Indholdsfortegnelsen mærket med en *. Desuden har to Digte skiftet Plads, der er nogle Steder tilføjet nærmere Tidsbestemmelser, og et Par Skrivefejl er blevet rettede.