Ti Mile lang er Babel
med muret Taarn og Tind,
ad syv og tyve Porte
vandrer man ud og ind.
Men midt i Byen ligger
stormægtigt som et Fjæld,
med Mur af grønne Stene,
et kongeligt Kastel.
En gylden Kuppel knejser
frit over Muren Top,
derfra en Guldstang rejser
sig højt mod Himlen op.
Paa Stangen øverst oppe
kan en Karbunkel ses,
den lyser over Byen
vel tyve Miles Kreds.
Men er man først derinde,
man ret sig undre maa.
Paa Gulvet midt i Hallen
ser man en Sølvhest staa.
Med Hovene den støtter
mod en Marmorkummes Rand
og af dens Mule vælder
det klare Kildevand.
Der komme de smaa Jomfruer,
hvem Kongen mest er huld,
som højt i Slottets Taarne
virke i Sølv og Guld.
Dé kaste deres Klæder,
de løsne Baand og Sko,
og deres hvide Lemmer
i Kildens Vand de to.
For Jomfrutaarnet kaldes
i Babel dette Sted,
aldrig har noget Mandstrin
opskræmmet Taarnets Fred.
Ti Dag og Nat for Døren
væbnede Vagter staa,
hvo, som sig Taarnet nærmer,
med Økser de nedslaa.
Hver Jomfru Landet over,
som nyder Skønheds Ry,
finder i dette Tempel
hos Kongen gæstfrit Ly.
Hver Morgen følges tvende
til Kongens Kammer ad,
hans Sko de hjælpes spænde,
de holde hans Vaskefad.
En hjælper ham til Sæde
paa Silkepuden fin,
og tørrer efter Badet
hans Hud med bløde Lin.
Den anden holder Spejlet
og glatter Kjolens Læg
og hjælper ham med Kammen
at skille Haar og Skæg.
Men Kongen har den Vane,
vel kendt paa dette Sted,
saa ofte Aaret skifter
at skifte Kone med.
Den gamle lader han rette,
at ej i andres Favn
hun skal ved Elskov plette
hans Ære og hans Navn.
Med Sorg i Slottets Have
de smaa Jomfruer gaa;
ti ingen af dem véd jo,
hvem Loddet falder paa.
Og er end stor den Ære
at blive Kongens Brud,
saa maa den dyrt betales,
naar Aaret rinder ud.
Den Have har ej sin Lige,
af Jærtegn er den fuld,
af Dyr og sære Fugle
i Kobber og i Guld.
I Solens Glans de drømmer
med gylden Vingepryd,
men blæser det, da strømmer
fra dem en sagte Lyd.
Der vokse sjældne Stene,
Jaspis og Krisolit,
Smaragdus, Kalltidonius,
Kristallus, Tiafit;
men midt i Haven vælder
en yndig Kilde frem,
den springer ud i Paradis,
dens Navn er Evfratem.
Der staaer et Træ ved Kilden,
af Blomster har det nok,
under dets Krone samler
sig Kongens Jomfruflok.
Den, hvem da Træet drysser
sin første Blomst i Favn,
som Hustru Kongen kysser
og skænker Dronningnavn.
Men saadan er det maget
af Kongen, dette Spil,
at Blomsten netop falder
paa den, hans Hu staaer til.
Hun deler da hans Leje,
hun nipper af hans Glas,
til Nytaarsklokken skænker
en anden hendes Plads.
Nu om en Maaned samles
Jomfruerne paany,
Kongen gør da et Gilde
for hele Babels By.
Og derom tvivler ingen,
saa vidt som jeg erfoer,
at Kongen da vil vælge
den skønne Blanseflor.
Ti ingen anden Jomfru
behager Kongen mer,
og ingen han saa gerne
ved sin Betjening ser.
Knap sover han for Længsel,
han tænker ene paa
den Dag, da han til Hustru
skøn Blanseflor kan faa.
Flores blev bleg om Kinden,
han raabte i sin Nød:
hvis ikke det kan hindres,
saa bliver det min Død.
For hendes Liv at frelse
jeg glad vil ofre mit.
Kan Du et Raad udtænke,
Du sige mig det frit.
Let bliver Sagen ikke,
gav Daries til Svar;
men vil mit Raad Du høre,
saa godt som jeg det har,
skal Du i Morgen tidlig
vandre til Borgen hen
og liste rundtom Muren,
som tog Du Maal af den.
Dørvogteren, den Vrantning,
vil give Agt derpaa
og spørge Dig om Grunden,
lad Du ham da forstaa,
at Du vil selv opbygge
et Slot med lige Kunst,
da skænker han din Rigdom
Opmærksomhed og Gunst.
Og han vil skyndsomt byde
Dig ind paa Tærningspil,
lad kun en Stund ham bede
og lad, som Du ej vil;
men naar Du giver efter,
og Spillet er begyndt,
og det er ham, der vinder,
betal med dobbelt Mønt.
Tag dygtig Penge med Dig,
et hundred Sølvmark mindst,
og har Du Lykken med Dig,
saa skænk ham din Gevinst.
Dertil en pragtfuld Gave;
ti han har Guldet kær,
at han af den kan skønne,
hvad Du som Ven er værd.
Da vil han flittig bede
Dig næste Dag som Gæst,
lad atter hundred Sølvmark
forskønne denne Fest.
Men, naar om tredje Dagen
Du gæster ham igen;
tag med dig hundred Guldmark,
da bliver Du hans Ven.
Derhos Du lade spille
et Sølvkar for hans Syn,
men naar han beder om det,
saa rynk kun dine Bryn,
og før Du ham det skænker,
afkræv ham først en Ed,
at han i alle Stykker
til Hjælp staaer Dig bered’.
Mens da I sidde sammen,
kan bedst i Ro og Mag
Du aabenbare for ham
dit Ønske og din Sag.
Da vil sin Hjælp han byde
i Plan saa vel som Daad,
kan han ej Hjælpen yde,
saa véd jeg intet Raad.