Det gik som Daries havde sagt,
da Flores den næste Morgen
med Spejderblikke og Maalesnor
indfandt sig ved Jomfruborgen.
Dørvogteren foer ham i Møde
med onde og bidske Ord;
før Timen var til Ende
de Tærninger randt paa Bord.
Men da de spilled om tredie Dag,
og Dagen var næsten svundet,
da havde Dørvogteren Penge nok,
men Flores havde Spillet vundet.
Sagde Flores ham da sin Plan
med mange og snilde Ord,
han bad ham aabne sig Taarnets Dør,
der førte til Blanseflor.
Dørvogteren blev der over saa angst,
at han lod Hovedet hænge,
skammelig haver Du daaret mig
med dine Gaver og Penge.
Det, som Du der forlanger mig til,
har ingen Dørvogter vovet,
visselig, om jeg prøver derpaa,
mit Blod kommer over dit Hoved.
Langt bedre i Tide at vende om,
det vil jeg for sanden sige:
Den Spøg kan koste Dig selv din Hals
og Blanseflors tillige.
Bad han nu Flores at vende hjem
og dér taalmodig vente,
han grunded i Dage, han grunded i fem,
lod derpaa Flores hente.
En mægtig Kurv lod han fylde
med Roser store og smaa,
han hented en blodrød Kjortel
lod Flores tage den paa.
Flores blev lagt i Kurvens Bund,
som om han var en Byldt,
alle Roserne ovenpaa,
til Kurven helt var fyldt.
To Svende lod han kalde,
føre som Kæmper at skue,
han bød dem at bringe Kurven som Skænk
til Blanseflor hendes Slue.
Svendene gik med Kurven,
de tog i en Ende hver,
ilde de banded den, mens de gik,
den syntes dem meget svær.
Men, da de kom paa Trappen,
havde de Navnet glemt,
de bragte Eloris Kurven ind,
som Blanseflor var bestemt,
Flores rejste sig i den Tro,
at Blanseflor var til Stede,
Eloris blev saa angst derved,
at hun tog til at græde.
Da Flores saa en fremmed Mø,
blev selv han saa forskrækket,
at han sprang ned i Kurven igen
og sig med Blomsterne dækked.
Han tænkte: hvem kan vide,
om ikke der pønses paa Svig,
de smaa Jomfruer kom løbende til,
havde hørt Eloris’ Skrig.
Det faldt Eloris i Tanke,
at Manden i den røde Kofte
var liden Blanseflors Fæstemand,
for hvem hun sørged’ saa ofte,
Hun sagde: Kære Veninder,
da denne Kurv blev bragt ind,
fløj der en Sommerfugl op derfra,
den slog mig ved min Kind.
Der over var det nylig jeg skreg,
uden Aarsagen rigtig at vide;
da holdt sig alle de Jomfruer smaa
af Latter i deres Side.
Eloris, Datter af Sakslands Jarl,
var Blanseflors Veninde,
de elsked hinanden som Søstre smaa,
var sammen ude og inde.
Sammen de syede og talte,
de væved sammen og sang,
imellem deres Kamre
var kun en liden Gang.
Til deres Kamre ginge
de lystige Jomfruer smaa,
Eloris gik til Blanseflors Dør
og bankede hastigt paa.
Kom med og se mine Blomster,
som Gartneren har mig sendt,
det skal Du mig sige, om Du tilforn
har saadanne Blomster kendt.
Blanseflor svared: Kun lidet nu
kan Blomster mig forlyste.
Kongen vil tage mig til sin Brud,
Hvor kan da Blomster mig trøste?
Men, om det er Guds Vilje,
skal ingen mig dertil tvinge,
før jeg skal vorde Flores utro,
jeg vil mig selv ombringe.
Da Flores, som laa i Kurven,
hørte Blanseflor nævne sit Navn,
rejste han sig af Blomsterne,
faldt Blanseflor i Favn.
De kyssed hinanden længe,
de kyssed hinanden med Liste,
det var, som havde de glemt deres Sprog
og intet længere vidste.
De kunde ej slippe hinanden mer,
vel maatte Eloris le:
Saaledes tager Du mod en Blomst,
Du næppe før vilde se!
Visselig, kære Blanseflor,
det beder jeg Dig betænke,
at den Veninde maa unde Dig vel,
der slige Blomster vil skænke.
Tak have Du, liden Eloris,
det vil jeg ikke fordølge,
at det er Flores, min Fæstemand,
er kommet over Land og Bølge.
Blanseflor førte Flores
hen til sin egen Seng,
rigt var den virket med Blomst og Blad
som Blomster udi Eng.
De satte paa Sengen sig sammen,
de havde saa meget at tale,
de taled sammen til Natten kom
og Øjnene finge Dvale.
Fjorten Dage leved de dér
— ingen det maatte vide —
sammen de spiste, sammen de drak,
de sov ved hinandens Side.