Fra Beludator Flores og hans Mænd
drog videre mod deres Rejses Maal
og naaede efter nogen Tid et Sund,
og paa dets anden Side laa et Bjerg,
Felis ved Navn, paa Bjerget laa en Borg;
men Vandet var saa dybt i dette Sund
og Strømmens Magt saa stor, at ingen Bro
endnu fik Lov at ligge der i Fred.
Men paa den øde Strandbred hang et Horn,
og næppe havde Flores stødt deri,
saa nærmed sig en graanet Færgemand
og tog dem i sin Baad og færged dem
i god Behold til Sundets anden Bred.
Og nu han fritted dem om Rejsens Maal,
og Flores aabenbarede ham alt
og Færgemanden tog dem i sit Hus
og gav dem Ly for Natten. Næste Dag
takkede Flores ham med gode Ord
og med en Skænk af hundred Stykker Mønt,
og bad ham give sig et Jærntegn med
til en venskabelig og fornem Mand
i Babilon, den store Konges Stad.
Herre, gav Færgemanden ham til Svar,
saa snart Du nærmer Dig til Babilon,
ser Du en Sø og over den en Bro,
og gaaer Du over Broen, ser Du dér
en Mand, som staaer paa Vagt ved Gaardens Port,
Han er en Ven af mig, en mægtig Mand,
der ejer Byens aller bedste Sted.
Et saadant Venskab hersker mellem os,
at vi er halvt om Vinding og om Tab.
Tag denne Ring og giv ham den til Tegn,
da vil han venlig aabne Dig sit Hus.
Og Flores takked ham og drog afsted
og naaede Byens Port ved Middagstid,
og foran Porten blev han Manden var
i Silkeklæder paa en Marmorsten,
udhugget saa den lignede en Stol.
Af hver, som vandred over Byens Bro,
kræved han fire Penninge i Told
og syv af dem, der ogsaa havde Hest.
Og Flores hilsed ham paa høvisk Vis
og rakte Ringen ham som Kendingstegn,
og Manden kendte den ved første Blik
og skønned, at han var fornem en Mand,
og straks han tog ham med sig til sit Hus,
hvor Toris, Mandens Hustru, modtog dem;
men Mandens eget Navn var Daries.
Da Flores nu fra Rejsen kom til Ro,
førte han saadan Tale med sig selv:
Du staaer nu altsaa ved din Rejses Maal,
Du er i samme By som Blanseflor;
men er Du hende derfor mere nær?
Hvor skal Du vende Dig om Hjælp og Raad?
Hvis Du betroer din Plan til nogen Sjæl,
saa kan det gerne koste Dig dit Liv.
Hvad om din Rejse nu var helt omsonst?
Han grebes af en dyb Tungsindighed,
saa stor, at han forbandede sit Liv.
og ønsked, han var ingensinde født.
Men Daries var en forstandig Mand
og talede sin Hustru Toris til
og sagde: Denne Mand er ikke glad;
men nages sikkert af en lønlig Sorg.
Sæt nu paa Bordet af den bedste Vin;
ti Vinen løser alles Tungebaand,
maaske han aabenbarer os sin Sorg.
Men Toris svarede med Kvindevid:
Hvo véd, om Elskov ej er Sorgens Grund;
det aner mig, at han er kommet hid
at søge om den væne Jomfrulil,
som nylig blev af Købmænd bragt hertil,
og vred de hvide Hænder Dag og Nat
af Sorg og Længsel for sin Fæstemand,
hvem hun blev stjaalet fra i fremmed Land.
Da nu det gode Maaltid var beredt,
toge de Flores ind imellem sig
og trøsted ham med mange Skulderklap.
Og medens Vinen varmede hans Bryst,
løstes hans Tunge, og han talte frit:
Jeg fødtes med en Kongekrone paa, det
skønne Murcia er mit Fødeland,
og Flores kaldes jeg, hvor jeg blev født,
men jeg gik ud at søge om en Mø,
hvem Nid og Avind stjal mig fra ved List,
den skønne Blanseflor, mit Øjes Sol.
Og jeg er rig paa Gudvæv og paa Fløjl,
og hvis I nu vil staa mig trolig bi
og hjælpe mig at finde Blanseflor,
saa vil jeg lønne eders Venskab rigt;
ti I maa vide, jeg har fast bestemt
at finde hende eller selv at dø.
Det Stykke Arbejd, svared Daries,
bliver just ikke let; ti Blanseflor
er solgt til Kongen her i Babilon,
og det er lettere at gaa paa Vand
end vriste hende ud af Kongens Haand.
Ti Babilon er Verdens største By,
og at Du ikke skal i Blinde gaa,
vil jeg beskrive, hvordan den ser ud.