Paa fjerde Dagen skimted de en Strand,
af Havet dukked op et fremmed Land,
og højt paa Klippekysten laa en By,
hvis gule Murstenstaarn stak højt i Sky.
For Beludator kaldte man dens Navn,
og der løb Skipperen sit Skib i Havn.
Før nu de skiltes, Flores dobbelt gav
Skipperen alt, hvorpaa han havde Krav,
og takked ham, og derpaa let i Sind
han drog med sine Mænd i Staden ind.
Dog før han slap igennem Byens Port,
maatte han svare Told af smaat og stort.
Kongen af Babilon var Hersker dér
og vidste vel, hvad Guldet det var værd.
Mens FJores nu i Portens snævre Rum
betalte Manden den forlangte Sum,
sagde han iil ham: Sig mig gode Ven,
hvor langt har vi til Babilon igen?
Naar Du har Lastdyr til at læsse paa,
kan Du paa fire Dage Babel naa,
svarede Manden. Derpaa Fiores drog
i Byen ind, og straks han Herberg tog
hos en paa Stedet rig og anset Mand,
hvis Skibe foer paa mangt et fremmed Land.
Og nu, da Natten atter forestod,
et festligt Maallid han berede lod
til Ære for sin Vært og dennes Hus.
Med drevet Fad og mangt et ædelt Krus
smykked de Bordet, og den gode Vin
skummed i Kruset perlende og fin.
Ved Værtens højre Side Flores sad,
og sjælden langed han til Krus og Fad,
ej heller lytted han til Talens Strøm,
men sad der tavs, som en, der har en Drøm.
Da raabte Værten: Hejda, gode Ven.
R yst Søvnen af Dig! Synk ej saadan hen!
Livet, har jeg ej Ret, er altfor kort
til saadan ørkesløs at sørges bort.
Er det den Told, man pressed af Dig før,
der endnu lægger Tryk paa dit Humør.
Jeg tilstaaer, at man klipper Folk for slemt;
men sket er sket, lad det saa være glemt!
Nej, svared Flores, ikke sørger jeg
for Sølv og Guld. Til Babel gaar min Vej.
Og al den Sorg og al den Frygt, jeg bær,
er Frygten for, hvad jeg skal møde dér.
Hvad mest jeg ængstes for, det skal maaske
i denne onde By jeg opfyldt se;
men ventede end dér mig Dødens Dom,
saa kunde jeg dog ikke vende om. —
Underligt, svared Værten, dine Ord
minder mig om en Jomfru. Blanseflor
var hendes Navn, og rigt var hendes Mon,
som Slave var hun solgt til Babilon.
Som Du fra fjærne Vesterled hun kom,
maaske fra Spanjeland, maaske fra Rom,
jeg husker det ej mer, kun det jeg véd,
at ogsaa hun til Babilon drog ned. —
Saa dyb en Sorg, der laa i hendes Blik,
at den os alle her til Hjertet gik.
Dog, tilgiv at jeg minder Dig derom,
Sorg er for Sorg ej rette Lægedom.
I Flores’ Øren som Musik det lød,
hans Øje klared op, hans Kind fik Glød,
og fluks han lod i Salen bringe ind
en Kappe foret rigt med Zobelskind.
Den skænked han sin Vært med disse Ord:
Du har mig glædet, mer end selv Du troer;
ti denne Blanseflor var en Gang min,
hun krydred mig min Ungdoms første Vin,
og for at finde hende drog jeg ud
at bringe hende til mit Hjem som Brud;
ti mer end Solens Lys er hun mig kær
og uden hende Verden intet værd.
Ej, raabte Værten muntert, Lykke til
dit Dagværk, Ven. Det gaa Dig, som Du vil,
naar da Du vender hjem fra Babels By,
to glade Mennesker jeg skænker Ly.
Hos ensom Mand vil Lykken ikke bo,
men glad den holder til, hvor man er to
som uset Tredjemand. Gid det maa ske;
jeg tager glad imod jer alle tre.
Kort efter alle sig til Ro begav
at fyldestgøre møre Lemmers Krav,
i Salene var alle Lamper slukt
som trætte Øjne Natten havde lukt,
kun over Beludatur end man saa
en skælvende og blaahvid Stjerne staa,
og der, hvor før de høje Stemmer lød,
daled nu Søvnen tyst og mannasød.