I det aarle Daggry rejste
Dronningen sig fra sit Leje,
hvor hun søvnløs havde hvilet,
pint af hvileløse Tanker,
for at kalde paa sin Søn.
Kære Flores, rejs Dig hurtig,
det er Tid, at Du maa drage
til Mustorie, før Solen
kommer alt for højt paa Himlen.
Lang er Vejen, lang og solhed.
Gør Dig færdig, kære Søn!
Udenfor i Gaarden hørtes
allerede Muldyrs Trampen
og den spæde Klang af Klokker;
det var Mulerne, der førtes
hen til Truget for at vandes.
Rask var Flores oven Senge,
kasted hurtig Klæder om sig,
sommerlette Rejseklæder,
og han dykkede sit Ansigt,
dykkede det tvende Gange
i det køle Vand i Kummen.
Derpaa kyssed han sin Moder,
grundigt kyssede han hende,
kyssed begge hendes Kinder,
som det sømmer sig en Afsked,
nikked flygtig til sin Fader,
mens han svang sig let paa Vognen,
og de rulled ud af Porten
under Muldyrsklokkers Klemt.
Men i Porten han sig vendte,
saa sig stirrende tilbage
mod den Portfløj, hvor Dolores
maatte holde Sygesengen,
dog ej hende gjaldt hans Blik;
men det søde Pigeansigt,
som bag Rudens Krydsværkstremmer
gennem Taarer smilte til ham —
Ej de vovede at tage
Afsked i de andres Nærhed
under Vogterblikkes Opsyn
— ti et koldt og stift Farvel
gør det dobbelt tungt at skilles —
derfor havde Aft’nen forud
de med Kys og Gensynslængsel
og med disse lange Haandtryk,
hvori Hjerteangsten skælver,
taget Afsked fra hinanden —
Rask en Støvsky nu sig rejste,
steg til Vejrs i dovne Bølger
under Muldyrspandets Hove,
borttog Naples for hans Øje.
Og de høje Palmehaver
og de hvide Taarn og Tinder
svandt i denne samme Sky.
Tidt han drejed dog sit Hoved,
drevet af en lønlig Længsel,
ti hans Tanke kredsed rastløs
om det stille Sygekammer,
hvor nu Blanseflor alene
pusled om den syge Moder,
og han ønskede sig næsten
i den syge Moders Sted,
for at høre hendes Fodtrin,
naar hun sagte gik om Lejet,
for at føle hendes svale
Hænder mod sin hede Pande.
Blot han lukked sine Øjne
saa han hende straks foran sig
med de lange, hvide Fingre,
med det brune Haar om Panden
og de dybe, dunkle Øjne,
hvor man kunde evig vandre
i en fjærn og fremmed Verden
og dog ingensinde trættes —
og han prøvede at huske
hendes Smil, hvordan det fødtes,
og hvordan det hurtig skilte
hendes Læber, der var friske,
fugtigrøde som Koraller,
sødere end modne Jordbær,
naar i Kys han plukked dem.
Et for et han sindig samled
hendes Ansigt, Træk for Træk,
men, naar saa han fik det samlet,
smutted pludseligt det væk.
Og vemodig nu han gav sig
til at stirre ned paa Vejen
og paa Hjulene, hvis Drejen
blev ham et sørgmodigt Billed
paa den endeløse Tid.
Hver en Drejning han forbanded;
ti den skilte ham fra hende.
Foran dem laa skønne Egne,
Lavrbær- og Kastanielunde,
fjærne Bjærge frit sig randed
ud imod den dybblaa Luft,
mens de graa Olivenskove
svøbte sig om Klippesiden.
Dybt fra Dalen steg en Duft,
det var Duften af Oranger,
der i gylden Rigdom glinsed
frem iblandt de mørke Blade.
Landet blomstred som en Have,
Kaktusblomster og Agave
fletted sig til brede Gærder,
farverige Blomsterpletter
langs med Vejens Sider lo,
og i Dalens Bund man skimted
ude fjærnt en Sø, der glimted,
eller en brøstfældig Bro
over Lejet af en Flod,
der var tørknet bort af Heden.
Hist og her man saa en Majsmark
lysende og hvid i Solen,
atter fulgte nøgne Sletter,
hvor det hvide Sand kun gløded
som et stort og tørstigt Ildhav —
I den lummerhede Middag
rasted de i en Taverne,
hvor de støvet-hvide Æsler
fandt en flygtig Times Hvil,
mens de selv sig vederkvæged
af det fælles Rejseforraad,
saftig-søde Vandmeloner
kappedes med store Druer
om at stille deres Tørst.
Og, imens det svandt i Tasken,
vaagnede fornyet Livsmod,
som er Evnen til at haabe.
Flores tænkte: Hvad er fjorten
Dage, om de end er lange?
En Gang faaer de dog vel Ende.
Og, er Ventetiden omme,
har jeg jo min Moders Ord
for at ogsaa Blanseflor
til Mustorie skal komme,
for at vi kan læse sammen,
som i Girilldon hos Gejdes.
Atter Mulerne blev forspændt,
og paany gik Rejsen fremad,
opad stejle Klippeveje,
gennem trange, mørke Slugter,
hvor kun Ørnen højt fra Klippen,
svævende i vide Kredse,
vogted dem med skarpe Blik.
Snart dog smiled Landet atter
og den vævre Vej sig bugted
gennem frodiggrønne Dale,
hvor det bugnede med Vin.
Mange Hytter saa de ligge
spredte vidt og bredt paa Sletten,
medens Hyrden tabt og ene
sad i Marken hos sin Hjord.
Det blev Aften, før de naaede
til Mustorie — til Maalet
for de træ tte Mulers Vandring.
Snart hos Ligoras i Stalden
fandt de den forønskte Hvile,
mens Sybilje, Flores’ Moster,
bænked Mændene i Huset,
Flores og hans hele Følge,
om de fyldte Velkomstbægre.
— Ringe Trøst dog randt af Vinen
for den sorgbetyngte Svend.
Næste Morgen han med Solen
rejste sig og vandred sorgfuld
i de blomstergyldne Haver,
lytted efter Palmens Susen,
om den hvisked ham en Hilsen
fra den eneste, hvis Læber
havde Helse for hans Sjæl.
Men, naar nogen talte til ham,
svarede han kort og køligt,
aldrig Hjertet kom paa Læben,
sad og ruged i sit Mørke
over sine blege Savn.
Dybt bedrøvedes Sybilje,
da hun saa den smukke Yngling
vandre fredløs som en Skygge
uden Sans for, hvad der ellers
glæder alle unge Hjerter.
Selv hun husked fra sin Ungdom
disse dødsenssorte Timer,
som med Broddens Giftspids dræber
Smilet paa de unge Læber,
og hun gransked paa et Raad.
Og hun tænkte: Skal der findes
noget Raad for denne Sygdom,
maa den søges i en anden
Sygdom af den samme Art.
Gift fordeler man ved Modgift,
Lægekonstens Grund og Regel
er, at ondt ved ondt fordrives,
bitre Piller og Mikstur
bruges imod Mavesmerter,
og mod Værk i unge Hjerter
Elskov er den bedste Kur.
Næste Dag hun tog med Liste
Flores’ Haand, og mens hun talte,
førte hun ham ubemærket
ind i Husets Fruerstue,
hvor de unge Piger sad,
nogle bøjet over Tenen,
andre vævende i Lad
— hvilken lys og liflig Rad,
hvor de mørke Øjne straaled
fløjelsbløde som Avrikler,
og paa bronzebrune Kinder
Smilet smuttede forbi,
disse Smil, som frister, stikler,
indtil Hjertet sig forvikler
i et saligt Drømmeri.
Dog paa Flores bed det ikke,
uden Smil med hurtigt Nik
kold han gennem Stuen gik,
uskadt af de skønnes Blikke;
ti hans Elskov som en Rustning
lønlig om hans Lemmer laa,
saa ej Smil og Kvinde-Rænker
til hans Hjerte kunde naa.
Og han følte kun, hvor Sorgen,
tæt og fast som Hampereb,
snørede ham med sit Greb,
saa han ingen Redning vidste ...
Med Bekymring saa Sybilje
nu, at hendes Læge-Kunst
her var ødslet helt omsonst,
Flores var ej god at gilje;
ti hans Hjerte lød hans Vilje
og var ej tilfals for Gunst.
Ungdom sidder nærmest Sorgen;
ti den higer mod det fjærne,
mod det uopnaaelige,
udad, fremad — mod i Morgen
opad imod Sol og Stjerne.
I sit hvileløse Jag
véd den aldrig af i Dag.
Og den drømmer helst om Døden
i sin Lykkes Overflod;
ti den føler Floden rulle,
og selv i sin Elskovs Gløden
føler den en lønlig Skælven,
som den anende forstod
Skæbnens grænseløse Kulde,
der med ubarmhjertig Fod
Træder alle Blomster sønder.
Selv naar den sit Hoved hviler
salig i den elsktes Skød,
og naar hele Verden smiler,
ser den dog med Angst i Øjet,
hvordan alle Skyer vandre
hvileløse over Himlen —
og den husker i sin Mistro
Tiden, som vil alt forandre.
Men om Natten, naar han vaagned,
og han havde drømt om hende,
hun, som raaded for hans Tanker,
at hun bøjed sig imod ham,
nævnede han hendes Navn.
Og det var, som Duft af Blomster,
hvide Liljer og Jasminer
i en sval og duftsød Bølge
sødere end jordisk Vellugt
strøg ham venlig over Panden,
bragte Mildning for hans Savn.
Alt var tvende Uger omme,
endnu ingen Blanseflor,
ej et Bud og ej et Ord;
vilde hun da aldrig komme?
Stadig vented han forgæves,
halv fortæret af sin Uro,
spiste ikke, drak ej heller,
Søvnen flygted ham om Natten,
som en ensom Drømmevandrer
gik han i Orangehaven,
blind for hvert et Dagens Lys.
Indtil Ligoras hans Svoger,
ængstlig over Drengens Tilstand,
skrev til Kongen, til sin Svoger:
Hjertenskære Svoger! Hvis I
ikke vil, at eders Søn,
Flores, som I sendte til os,
rent skal græmme sig til Døde,
lyd mit Raad og tag ham hjem.
Ti, det bliver daglig værre,
ej han spiser eller drikker,
og han sover ej om Natten
— hvordan skal en Yngling trives,
som ej faaer sin Nattero? —
Derfor, hjertenskære Svoger,
i hvor gerne jeg beholdt ham
— livorpaa Himlen er mit Vidne —
vil mit Raad jeg sætte frem.
Lad kun alskens Lærdom fare
— hvad er Lærdom imod Livet? —
og kald Flores hurtig hjem.