Rygtet flyver over Land og Vand,
det fører saa hurtig en Vinge.
Dog flyver det altid fortest det kan,
hvor det haver ondt at bringe.
Det flyver som Fuglen fra Tag til Tag,
det kvidrer ved Hvermands Døre,
det naaede ogsaa til Naples en Dag,
det kom Kong Feliks for Øre.
Det kvidred om Elskov, som fødes i Løn
og falder paa Løg som paa Lilje,
det hvisked om Flores, Kongens Søn,
der til Blanseflor fatted Godvilje.
Kong Feliks lytted til Fuglens Sang,
da svulmed’ hans Pandeaare,
ilde handlede jeg, den Gang
jeg sendte de Børn af Gaarde.
Han krystede Haanden om Klingens Greb,
saa Knoerne bleve hvide,
det faaer man siden at bøde for,
som ej betænkes i Tide.
Havde i Tide jeg tænkt derpaa,
det havde vel ladet sig raade.
Jeg ænsede lidet den Børneleg,
nu høster jeg, som jeg saaede.
Elskov er kun en liden Gnist;
men brænder hun først i Lue,
da bærer hver Hindring Ved til dens Baal,
hun lader sig vanskelig kue.
Kong Feliks steg ad Trapperne ned,
han søgte sin Dronning kære,
straks da han ind gennem Døren skred,
hun saa der var ondt paa Færde.
Feliks, min Herre, hvad er der sket?
— Hun lod sine Hænder synke.
Sjælden jeg haver min Herre set
med dybere Panderynke.
Og bringer jeg onde Tidender nu,
Gud véd, det er haardt mod min Vilje;
men Flores, vor Søn, har man mig sagt,
vil Trælkvindens Datter gilje.
Om Flores ægtede Blanseflor,
da blev os Kaarene onde,
da styrtede sammen vor Tronestol,
vor Æt gik med ham til Grunde.
Det maa ikke ske for nogen Pris,
at han skulde ægte hende,
Murcias Krone er mere værd
end at kastes bort til en Kvinde.
Nu haver jeg overtænkt denne Sag
— med Magt det ej hjælper at stræbe —
der bliver slet ingen bedre Raad
end at lade Blanseflor dræbe.
Sende vi lønlig Spejdere ud,
til Girilldon skulle de drage,
hvor helst de finde liden Blanseflor,
de skulle hende Livet tage.
Blanseflor mister ej stort derved,
i Døden finder hun Hvile,
hvem véd, om hun leved i mange Aar,
om Lykken vilde hende smile.
Blanseflor tager den bedste Del,
i Graven er godt at blunde,
Livet bringer Græmmelse nok,
det slaaer fuldmangen en Vunde.
Falder en Blomst i Muld og forgaaer,
da knoppes en ny i Løn,
Skoven falmer fra Aar til Aar;
men Skoven staaer altid grøn.
Flores vil sørge den første Tid,
men snart sættes Sorgen til Side,
kan hænde, der kommer endnu den Dag,
stor Tak han vil os vide.
Kommer den Dag, der han vokser ud
og orker Kronen at bære,
da ville vi sætte ham Kronen paa
og kalde ham Konge med Ære.
Da søge vi ham en Hustru god,
— det skulde vi gjort i Tide —
en Dronning, som er af kongeligt Blod
paa fædre- og mødrene Side.
Dronningen lytted til Kongens Ord,
saa hvide hendes Kinder bleve.
Det voldte hende saa stor en Angst,
at Blanseflor ej maatte leve.
Dronningens Hjerte i Barmen blev tungt
af Uro og bitter Ve,
der var ej skønnere Jomfru ved Hove,
end Blanseflor var at se.
Hun tænkte paa hendes høstbrune Haar,
i Hjertet det hende skar,
end mere for hendes skønne Hoved,
som frit hun paa Skuldrene bar.
Hun tænkte paa hendes glade Stemme,
hun plejed at lyde paa,
end mere paa det trofaste Smil,
som i hendes Øje laa.
Hun husked hende fra Barndommens Aar,
da hun i Kammerset leged,
da havde hun vundet det Barn saa kært,
som kunde det været hendes eget.
Hun tænkte, om Blanseflor lider Men,
vil Flores’ Hjerte vist briste,
dog, skal der raades i denne Sag,
da maa der raades med Liste.
Hun svared: Viselig har I talt,
min Herre og Husbond kære.
Ilde var det i Fald vor Søn
for Elskov solgte sin Ære.
Ungdommen haver et hastigt Sind;
men snart kan Sindet sig krænge,
Ungdom omblæses af Vejr og Vind,
men Vinden blæser ej længe.
Vel har I talet, min Herre from,
med Kløgt og kongeligt Snille,
har Flores Tanke til Blanseflor,
man maa i Tide dem skille.
Dog synes det mig, vi handle haardt,
om med Døden vi Blanseflor ramme,
hvis kun fra Flores hun kommer bort,
maaske vi opnaa det samme.
Kongen svarede: Vel har Du talt,
hvis vi et Raad kunne finde,
hvorved vi skaanede Blanseflors Liv,
da giver jeg gerne mit Minde.
Dronningen atter: At Flores ej
skal Blanseflor længer gilje,
skikke vi ham til Mustorie-By,
der boer min Søster Sybilje.
Min Søster Sybilje er vel saa klog
som nogen Kvinde kan være,
hvad om vi sendte Flores derned
og satte ham der i Lære.
Skikke vi hende et Brev derhos
og give hende Sagen til Kende
og bede hende med Kvindelist
hans Hu fra Blanseflor vende.
Kong Feliks smiled: Vel har Du talt,
kun ét betænker Du ikke,
rejser ikke Blanseflor med,
da lader ej Flores sig skikke.
— Min Herre, det haver jeg alt betænkt.
Dolores maa foregive,
hun pines haardt af en Sygdom svar
og bede Blanseflor blive.
Blanseflor er en Datter god,
ifald hendes Moder beder,
da gør bun ikke sin Moder imod,
da rejser hun ingensteder.
Vel har Du talet, min Dronning kær,
Du have fuld megen Ære,
den Plan, Du har lagt, er visselig god,
og saaledes skal det være!