1.
Igennem Lunden der gaaer et Gys,
naar Morgenen hun er nær,
da ryste for det skarpe Lys
baade smaa og store Træer.
Hver Gang Du kommer over min Sti
saa lys som Dagen at se,
da føler jeg det saa ængstelig,
som vilde Du volde mig Ve.
Jeg staaer saa stille, jeg aander knapt,
jeg ængstes saa svart fordi
jeg føler mit ganske Liv fortabt,
om Du skulde gaa forbi.
2.
Jeg saa de sorte Nonner smaa
under Klokkeklang til Kirke gaa.
Med Hovedbindene hvide og fine
jeg hørte i Gaardens Grus dem trine.
Oven over var Himlen blaa,
ingen af dem til Himlen saa.
Uden om Muren var Ranken grøn;
men deres Tanke var kun til Bøn.
Jeg saa dem ikke Øjnene vende
fra Bønnebogen, de havde i Hænde.
Tavs bag Klosterpillen jeg stod,
jeg følte i Kinden alt mit Blod.
Jeg følte mit Blod i Kinden brænde
over Verdens Ve og vilde Elende.
Jeg hørte Sangen derinde tone,
jeg saa Maria med Scepter og Krone.
Sol jeg saa gennem Ruden rinde,
Blanseflor knæled paa Stenen derinde.
Jesus Maria, hvor er det tungt
at klostergemmes, naar Hjertet er ungt.
3.
Jeg drømte en Drøm i den halvgraa Dag,
mit Hoved værked af Smerte,
jeg syntes, at Jorden var spændt som Tag
over mit urolige Hjerte.
Jeg hørte Klokkernes dumpe Klang
højt over mig oppe i Staden,
jeg hørte Ligfølget vandre med Sang
og Vokslys hjem gennem Gaden.
De havde lagt mig i Jordens Skød,
i Graven den smalle, sorte;
jeg havde ingen at klage min Nød,
mine Frænder var alle borte.
Da hørte jeg over mit Hoved Trin,
de Trin maatte vel jeg kende,
jeg hørte en Stemme ung og fin
de frommeste Bønner opsende.
Jeg følte en Lindring, som jeg laa,
en Køling over min Vunde;
det var af de varme Taarer smaa,
som tæt paa min Grav nedrunde.
Da følte jeg mig ej mer forladt,
bag min Kistes de snævre Sømme,
og jeg sov ind til den lange Nat
i salige Gensynsdrømme.
4.
Min Slægt er det stolteste Stammetræ
med store, kongelige Grene,
trygt jeg voksede i dens Læ
med Tanker baade høje og rene.
Jeg tænkte: vælger Du Dig en Brud,
din Stammes Vækst Du ej krøge.
Den skønneste skal Du vælge Dig ud,
hvor længe Du saa skal søge.
Men da jeg vaagned til moden Dom
og Aarene modned min Viden,
da saa jeg, at den, jeg søgte om,
hun stod mig lige ved Siden.
5.
Jeg drømte i Nat, at St. Georg
han stod deroppe paa Himlens Borg
og saa herned med saa stor en Sorg
og rystede vredeligt paa sit Hoved
og sagde: Flores, hvad har Du gjort?
Gyldne Sporer jeg havde Dig lovet,
og nu maa jeg stænge Dig Himlens Port.
Hvor kunde Du handle saa helt i Blinde,
bytte dit gode Sværd for en Kvinde?
Han knytted om Lansen sin hvide Kno
og stamped saa fast i Himlens Bro,
at alle Smaakrus de dansed derinde.
Jeg svared: Ridder, vær ikke vred!
Se ikke fra Himlen saa strengt herned.
Hvi farer Du mig an som en Klærk
og laster mig, at jeg gaaer i Blinde?
Du synes i Skriften kun lidet stærk.
Hvor tør Du laste din Herres Værk?
Der staaer skrevet: Han skabte dem Mand og Kvinde.
Det vil jeg ærligen vædde paa,
at om liden Blanseflor selv Du saa,
Du skulde Dig ikke ved hende skamme,
langt før lod Du Sværd og Lanse staa
og gik og bejlede selv med det samme.
6.
Himmeldronning, Du som daglig hører
syge Hjerters Klager,
bringer Trøst, hvor Livet bragte Men,
indtil Verden synes som en Ager,
tidselbærende og tung af Sten;
løft dit Øre til en Sang af én,
der med Sang igennem Verden drager.
Sorgløst let min Barndoms Timer glede
under Lege ved Seguras Bred,
tidt jeg klatred op til Fuglens Rede
for fra Klippens Top at stirre ned.
Dybt dernede saa jeg Murcias Have,
stolte Byer over Sletten saa,
Blomsterhegn af Kaktus og Agave
smilende i Morgensolen laa.
Var jeg glad, da Morgensolen smilte,
rigere dog nu mit Hjerte slaaer,
fuldt som dit, da Himmelsønnen hvilte
paa dit Skød med Solring om sit Haar.
Længselsfuld jeg stirrer ud mod Livet,
denne rosenrøde, gyldne Leg,
ti hvor højt endog mit Ønske steg,
hvad jeg haabed, har det tifold givet.
Qg jeg elsker denne skønne Verden
for den store, blanke Sol, der slaaer
over os sin Viftes gyldne Straaler,
skinnende, saa Øjet knap det taaler,
gyldentlange som dit eget Haar,
og jeg føler, at en himmelsk Vaar
tømmer over mig sin Fyldes Skaaler.
Visdom fandt jeg mellem Pergamenter,
i de svundne Dages blege Skrift,
i de gyldne Billeder, en Stift
højt paa Nattens sorte Tavle prenter.
Stundom tæred Tørst dog paa min Aand,
højest Viden syntes mig kun Stammen.
Blanseflor er mig det skjulte Baand,
hvormed Verdend Visdom holdes sammen.
Hør Guds Moder, Du, som daglig lytter
til de brudte Hjerters tunge Kor,
Du de sorgbetyngedes Beskytter,
der i Himlens lyse Haller boer.
Gribe Stjernerne mig end med Svimlen,
er end arm og ringe denne Jord,
ét har Jorden forud dog for Himlen,
Himlen ejer ingen Blanseflor.