Da denne Tidende blev Kongen bragt,
kasted han harmfuld Brevet paa sit Gulv
og løb til Dronningen med disse Ord:
Et daarligt Raad Du gav mig; ti vor Søn
er nu af dette Vanvid saa forrykt,
at han vil hverken spise eller drikke.
Og visselig er Blanseflor en Heks;
ti denne Elskov er saa unaturlig,
saa rent umulig, havde hun ej brugt
et Tryllemiddel for at fange ham
og lægge ham for evig i sin Lænke.
Derfor er det min Vilje, at hun skal
paa Blokken bøde med sin Hals derfor.
I Fald det havde sket i rette Tid,
da havde megen Sorg os været spart.
Dronningen blegnede ved dette Budskab;
men svared sindig: Var det ikke bedre,
min Herre, om vi skaffed hende bort,
saa at hun aldrig vendte mer tilbage.
Der ligger Skibe her fra Babilon,
og der er rige Købmænd inden Borde,
hvad om vi solgte Blanseflor til dem?
De vil betale hendes Skønhed højt
og føre hende bort til fjærne Lande,
hvor Flores aldrig finder hende mer.
Kongen gav nu sit Ja til dette Raad
og lod i Hast en Købmand kalde til,
som var i mange Tungemaal forfaren.
Ham bød han føre Blanseflor til Havnen
og sælge hende der til Babilon.
Saaledes håndled Kongen i sin Vrede,
men ej for Fordels Skyld. Som sagt saa gjort:
Købmanden førte Blanseflor til Havnen,
og førend selv han vidste, var hun solgt,
og Prisen, hun blev tinget for, var denne:
Først tyve Marker af det røde Guld,
saa tyve Marker af det hvide Sølv,
og dernæst tyve Stykker Silketøj,
ti Mantler Fløjl med Fo’er af Zobelskind
og samme Antal Kjortler gjort af Gudvæv,
og endelig fik han endnu paa Købet
et Kar af Guld, hvis Lige ikke fandtes,
gjort af en Mand, der kaldtes Ullius,
hvorpaa i indgraveret Arbejd saaes
Grækerne lejrede om Trojæ Mur,
hvorpaa Trojanerne forsvared sig.
Et andet Billed viste, hvordan Paris
flygtede med Eline, medens Manden
prøvede paa at hente Parret ind.
Og atter paa et andet Felt man saa
Grækerne sejle over vinblaat Hav,
og Agamemnon stod ved Skibets Ror.
Dog skønnere end alt var Karrets Laag,
— et Mesterstykke af skarpsindig Kunst —
Juno, Pallas og Venus saa man dér,
Guldæblet fandt de i det høje Græs,
og paa dets gyldne Side stod der skrevet:
Jeg er bestemt den skønneste til Løn.
— Men, da Gudinderne ej kunde enes
om, hvem af dem, der derved vel var ment,
gik de til Paris æskende hans Dom
og overbød hverandre nu i Løfter.
Med Magt og Rigdom Juno fristed ham,
og Pallas lokkede med Vid og Kundskab;
men Venus loved ham — hvis hun fik Prisen —
den Kvinde, som var Perlen mellem Kvinder,
og hende skænkede han Kampens Løn;
ti hendes Gave huede ham bedst.
Alt dette stod paa Laaget; men dets Knap
var en Karbunkel, der i Nattens Mørke
skinnede klarere end mange Lys.
Ovenpaa Knappen sad en Fugl af Guld,
der mellem sine krumme Kløer holdt
en Ædelsten, der syntes levende,
saa skælvende og blød var den af Skær.
Forfærdiget i Troja, dette Kar
var fordum derfra bortført af Æneas,
som skænkede det til sin Fæstemø
i Longbardi. Siden gik det i Arv
fra Mand til Mand igennem mange Led,
indtil en Tyv, hvis Navn var Galapin,
stjal det og solgte det, og nu til sidst
blev det af babilonske Købmænd brugt
som Andel af den Købesum, hvorfor
de købte Blanseflor til Babilon.
Naar de betalte med saa høj en Pris,
var det, fordi de vare visse paa
at vinde Prisen mangefold igen
af Kongen, naar de kom til deres Land.
Saa hejsede de Sejl og droge hjem
og gik til Kongen over Babilon
og solgte ham den skønne Blanseflor.
Men Kongen saa, det var en dejlig Mø
og gættede, hun var af ædel Byrd,
hvorfor han satte hende i et Taarn
og planted dobbelt Vagt ved Taarnets Dør.
Da nu den Købmand, Salget var betroet,
kom hjem fra Stranden, overgav han Kongen
den fulde Købesum for Blanseflor,
og ligeledes Karret.
Og Kongen lod i Slottets Have bygge
en mægtig Grav af store, bugne Sten,
hvori han riste lod med gylden Skrift:
Herunder hviler nu i Dødens Fred
den høviske og skønne Blanseflor,
hvem Flores elsked over alle Kvinder.