Dugvaad snoede
den vilde Ranke
sig om Altanen.
Og Haven laa
i et straalende Bad
af dirrende Dugglans,
spejlende Glansen
af tusind Stjerner.
Jeg sad paa Altanen,
mit Øje vogted
paa Stjernernes Vandren.
Mit Øre hørte
Orion spille
paa Strenge tvundne
af Stjernestraaler.
Sad paa Altanen
sælsom betaget
af Nattens dunbløde,
stille Fodtrin,
mens Stjernerne lydløst
én efter anden
listed sig ind i
Himlens Gemakker.
Som paa hine Aftener,
naar Du lydløst
svandt fra min Arm
og drog Dig tilbage
til Sovekamret,
let som en Drøm,
der lige lydløst
gaar eller kommer.
Hvor tom blev da Stuen;
ti mine Tanker
fulgte Dig alle.
Fulgte Dig ind,
hvor Du sov som et Barn,
der sorgløst hviler
Blomsterkinden
paa snehvid Pude
og sorgløst drømmende
gennemlever
sin Dag paany.
Sad paa Altanen,
sælsomt betaget,
af Nattens dæmpede,
dunbløde Fodtrin,
mens Stjernerne sluktes
én efter anden,
listed sig ind i
Himlens Gemakker.