Tager bort Mangfoldighedens Prisme,
af Farvebrydninger er min Sjæl træt,
i Beskuelsen af det evigt-ene
vil den sammenfolde sine Vinger
som en søvnbetynget Fugl,
vil gemme sig i det fromme, hvide Lys,
hvori alle Farver blunde.
Mit Hoved skal hvile paa de evige Høje,
hvor Tiden kun skælnes som den fjærne Brusen
af en forbiilende Flod,
som et Nyn af Vinden
i Fyrrekronerne ved Aften.
Hvor alle Længslerne have fæstet
to hvide Sommerfugl’vinger til deres Ryg,
der gør dem lettere end den Attraa,
der bandt dem til Jorden.
Hvor Kloderne ere som dansende Solstøv
paa en kongelig Sabbathsdag.
Hvor de frigjorte Sjæle
lutrede for Mangfoldighedens Støv
bade sig i krystalklare Vande.
Ja, som en Fugl paa spilede Vinger,
svindende i Lufthavets Uendelighed
og ligesom baaret af dets Aandedrag,
saadan stiger nu min Sjæl.
I Beskuelsen af det evigt-ene
vil den sammenfolde sine Vinger,
vil gemme sig i det fromme, hvide Lys,
hvori alle Farver blunde.