Nu blomstrer Orkideen i Skove,
Guldstjernen vugger sig
paa Bølgerne af det unge Græs.
Og endnu ere vi Børn, min Veninde,
naar Foraarsvinden med sin bløde Haand
har glattet et Par Rynker i min Pande,
er mit Hjærte letbevægeligt
som den lille Sø,
der spejler Himlen og Hjorten, der drikker,
hvor Solen og Vinden
skiftende lege.
Det er let nok endnu
til at flagre for Brisens
sagteste Pust,
drive som Skyen
vugget af Vinden.
Hurtigt som Straalen
flyver det i et Nu
til de fjærneste Verdner;
og mit Øre kan fange
den blaa Kampanulas
spædeste Toner.
Kom min Veninde
med den hurtige Fod
og de femtenaars Luner,
i det lysgrønne Bladehav
vil vi dukke os,
min Pande skal hvile
paa det bløde Mos,
jeg vil drikke Duften
af det spirende Græs
og de klæbrige Stilke.
Og hvis dine Arme
i et viltert Lune
favne min Hals,
vil jeg henrykt glemme,
at Jorden har Vinter,
alle de Skuffelser,
Tiden bereder.