Mens vi ubekymrede
sorgløst drømmende
vandre henad Vejen,
samle Aarene sig
som Uvejrskyer
omkring vort Hoved.
Vi staa op,
vi gaa til Hvile,
vi tælle Dag til Dag,
og som trillende Perler
smutte Timerne os af Hænde,
vi bortdrømme Nat efter Nat,
og, mens vi sorgløst legende
flette en Krans
af visnende Blomster,
spinder Tiden
sit uhyre, graa
Ædderkoppespind
omkring os,
indtil en Dag
Skæbnens Rustvogn
med de jernbeslagne Hjul
ruller hen over os
og knuser os som ligegyldige Møl.
Og Slægt efter Slægt
forsvinde sporløst
i det gaadefulde Dyb,
hvoraf de steg frem.
Og Solen leger
paa den uhyre Kirkegaard,
hvor Fædre og Sønner
ligge Side om Side
med brustne Vaaben,
og Græsset grønnes
paa glemte Grave,
mens Foraarsvinden
synger sine Salmer over dem.
Brusende Foraarsvind!
hvor jublende Du slaar dine Vinger
om dette dansende Atom,
dette Støvgran i Universet,
som nynnede Du om en Evighed,
en ufattelig
i Elementernes Leg,
i Straalernes Dans
eller Bølgens perlende Drømme.
Jeg har drømt en saadan,
og i denne Drøm
har min Sjæl fundet Hvile.