O Frihed, hellige Frihed,
forstødt i tusinde Aar,
naar kommer Du vældig med Svøben
at rense din Tempelgaard?
Naar vil dine Sønner Du samle?
Naar vil dine Fjender Du slaa?
Naar vil Du tugte de vantro
og dem, som ej vil forstaa?
Vidt har Du tlakket paa Jorden,
var fredløs i Syd og Nord,
paa Landeveje, ved Altre
man fandt dine blodige Spor.
Tidt maatte med Livet Du bøde
for Uretfærdigheds Dom,
paa Golgatha maatte Du bløde,
blev smidt paa Baalet i Rom.
Men frem af den rygende Aske,
ud af de gabende Saar
dér spired’ de hvideste Lillier
med Duft af en himmelsk Vaar.
Den trængte vidt over Verden,
og hvor dens Pust naaede hen,
dér vaagned, hellige Frihed,
dit Navn til Live igjen.
Men Verden kendte Dig ikke,
tungt rugende Natten laa,
snart søgte Du Skjul blandt Klipper
og snart i Klosterets Vraa.
Snart sneg Du Dig ind ved Hove,
formummed’ Dig som Bajads,
snart maatte ydmyg Du slibe
Domprovsternes Brilleglas.
Men, da det lysned i Øster,
og Verden atter fik Dag,
da sprængte Du Klostrets Porte,
saa Verden skjalv ved det Brag.
— Du lagdes atter i Lænke,
til Tidernes Fylde kom,
snart maatte paa Skolens Bænke
Du bygge det nye Rom.
Da tændtes ovre ved Seinen
paany din luende Bavn,
da samledes dine Hære,
da jubledes atter dit Navn.
Paany blev Du overmandet,
blev traadt af Herskernes Fod,
Du kunde ej rense Verden
med Hænder pletted’ af Blod.
Nu væbner Du atter til Striden
med Aandens luende Sværd
og spejder ud over Jorden:
Er nu Du Friheden værd?
O Frihed, hellige Frihed,
forskudt i tusinde Aar,
sig, kommer Du snart med Svøben
at rense din Tempelgaard?