Hvide Snebær, hvide Snebær,
gulnet Græs og visne Straa,
Rim paa Hækken, Is i Bækken,
alting snehvid Kyse paa.
Ingen væver Fugletrille,
dødt og stille
langsmed Grøftens Pilerad.
Taaren kun fra Grenen drypper,
naar den dypper
Spidsen i det kolde Bad.
Dødningsang har Stormen messet
i den tavse Taagestad,
nu har Rimen pudret Græsset,
sølvermejslet hvert et Blad.
Bristed, o Natur, dit Hjerte
ved den Smerte,
der har stivnet dine Træk?
Hvert et lille Blad er visnet
bort og isnet
i en Frostnats Drømmeskræk.
Dog jeg hører Toner klinge,
Toner fra en solklar Kyst,
snart skal Isens Panser springe
for en Svulmen af dit Bryst.
Snart skal Lyset Sceptret svinge,
Svalens Vinge
atter spalte Luftens blaa,
Blomsterduft og Brus af Kilder,
Løb og Triller
syngende mod Himlen slaa.