Nu fælder Skyen sin Taare
ved Jordens tungsindige Bryst,
og Klokken oppe i Taarnet
hæver sin malmtunge Røst
og sender ud over Staden
sin dybe, dæmpede Sang,
— det er henfarne Tiders Stemmer,
der klinge i Klokkens Klang.
Aarhundreder hang den deroppe
og ringed ved Gry og Kvæld,
naar Dagen slukked sin Fakkel
i Nattens mulmsorte Væld.
Den klang ved Børnenes Vugge,
den lød ved Fædrenes Grav,
dens Toner rulled som Bølger
i Tidens bundløse Hav.
Den klang for henfarne Slægter
baade til Helg og Søgn,
nu steder den atter til Hvile
et sporløst henvejret Døgn.
Nu drager den atter Sløret
over Timernes døde Lyst,
og synger Dagen sin Gravsang
med dyb og mumlende Røst.
Og saadan skal end den ringe
for kommende Menneskekuld,
naar vi, der i Aften lytte,
er blandet med Jordens Muld,
til Menneskeætten har udtømt
Tidens den dybe Kalk,
og Jorden svæver i Rummet
— en kongelig Katafalk.
Saa kling da i Aftnens Stilhed,
Du sælsom varslende Røst,
mens Skyen gemmer sit Ansigt
ved Jordens tungsindige Bryst,
mens sitrende Stjerner smile
gennem det visnende Løv:
Hvil trygt i din dybe Slummer!
Sov sødt, Du Menneskestøv!