Nu svinger Stormen sin Hundepisk,
og Himlen vrider sin Skurevisk,
og Blæsten boltrer sig som en Klown
og kører med Skyen som Trillevogn,
og Vejen er fedtet og Gaden graa,
og Skoven har Taagekabusse paa,
og Vandet siver i Grøft og Bæk,
og Tagrenden pludrer ustanset væk.
Jeg strækker mig hyggeligt i mit Pavlun
og lader Stormen blæse Basun
og spille Koral i mit Kakkelovnsrør
og ruske i Rude og klapre med Dør.
En prægtig Musik, naar man véd for vist,
at Solen er den, som har Magten tilsidst,
og at dette Stormens brusende Spil
er egenlig kun Ouverturen dertil.