Det stænked fra Søen, og Bølgen brød
mod Strandens Sten med ensformig Klage,
den klaged over, at Somren var død,
og nu var kun Vintren tilbage.
Og Stormen jog, som den red til Fest
ind gennem Landet og plyndred Skoven,
den øvede Ridtet paa usadlet Hest,
og den tramped hver Blomst under Hoven.
Og Fuglene samlede sig til Træk,
dem, der da ikke var Spurv eller Mejse,
det var paa Tide at slippe væk
paa den store Udenlandsrejse.
Saa blev der tyst — Var det Dødens Bud?
Og Solen sendte til rødgule Skove
et sidste Smil mellem Skyerne ud,
før den lagde sig i sin Alkove.
Jeg laa paa Skrænten, ved Søens Bugt,
i Haanden støttede jeg min Pande,
mit Øje fulgte Ternernes Flugt
og Bølgens Leg under Strande.
Hvor skyndte de sig til den sandede Bred
som trætte Børn, der længes til Hvile,
saa gled de over i Havblikkets Fred,
og syntes i Drømme at smile.
Nys slog mit Hjerte saa tungt og mat,
saa vegt i Mismod, saa sygt i Tanker,
nu var det som Brændingen stansed brat,
som naar Skibet har kastet sit Anker.
Min Sorg var svundet foruden Spor,
forgæves søgte jeg om dens Kilde.
Verden var bleven saa højtidsfuld stor,
og jeg selv saa forsvindende lille.
Hvor ofte kom jeg til Dig, o Hav!
med min Sygdom, mit Suk, min ensomme Klage,
og Du tog og gemte det alt, og Du gav
mig min Tanke forynget tilbage.
Og jeg kom til Dig med vekslende Sind,
snart blussende højt af Forvisningens Flamme,
snart hyllet i Mismodets snærende Spind;
men Du var altid den samme.