Nu ligger Søen blank som et Speil
i Krans af rødgule Skove,
og Solen maler foruden Fejl
et Billede paa dens Vove;
hist ligger Kirken med Gavlen høj,
med buet Vindve, med Tak og Fløj,
her spejler sig Møllen med kalket Gavl
og Bindingsværkets tjærede Tavl.
Jeg sidder bænket i Baadens Stavn
og ser paa den spejlklare Vove,
hvor Skoven hviler i Søens Favn,
som skulde den evig sove.
En fornem Dronning i østerlandsk Dragt,
i bristende Farvers blegnende Pragt,
det blinker fra Slørets det hvide Spind,
det er Taarer, o Dronning, jeg ser paa din
Kun Aaretakternes bløde Slag
og Sivets dæmpede Hvislen
og Bølgen, der lukker sig sammen bag
vor Baad med ængstelig Rislen.
Sov sødt, o Dronning, sov fast og trygt!
Dit Smil har sagt mig, dit Hjærte er sygt;
men er Hjærtet sygt, saa er Søvnen god
i den kolde Strøm, i den dybe Flod.