Som et luftigt Rosenblad,
kruset let med gyldne Flammer,
som et kunstig drevet Fad
ligger Søen bag Granskovens Stammer.
Det hvisler saa smaat i de duskede Kør,
det suser i de skæggede Pile,
og saa breder Taagen over Engen sit Slør
og bag det lister Dagen til Hvile.
Lille, rosenrøde Sø,
lagt i Skovens sorte Ramme,
Straalerne kysse din Flade og dø
og udaande i Kys deres Flamme.
Tryllet af Farvernes Fyrværkeri
vil jeg paa Brinken mig drømmende strække,
ak, om et Øjeblik alt er forbi,
Natten har udslukt os begge.