Græskarret gulnes i min Moders Have,
Ribsene hænge alt i tunge Klaser,
Stikkelsbær er der for en hungrig Mave,
duftende Roser til min Moders Vaser.
Højt om Verandaen Gedebladet snoer sig,
Solen har tændt dens gule Kandelabrer,
dumstolt Pæonen som en Dronning kror sig,
mens hos Resedaen Bien Honning kaprer.
Rugen har dræet, høj og gul er Hveden,
Marken er spættet af Viol og Syre,
Kalvene bisse alt paa Grund af Heden,
Drengen, den Stakkel, har saamænd sin Hyre.
Køerne vifte sig med deres Haler.
Uh, disse Bræmser, de er Somrens Plage!
Se kun, hvor vims de elegante Svaler
højt gennem Luften deres Kredse drage.
Ak, det gør godt at strække sig i Skyggen,
her kunde rart man slibe sig en Skraber,
Pilen til Solskærm, Gærdet her i Ryggen,
o, det er mageløst; Du min Gud og Skaber,
hvor det er dumt at bo i Hovedstaden,
fremmed for Livets rette quantum satis,
naar man kan ligge her og „pleje Raden”,
oven i Købet saa aldeles gratis.