Jeg gad entre op i et gyngende Mers,
hernede gaar alting saa sært paa Tværs.
Jeg gad drage paa Rejser med Vind og Sky,
jeg er ked ad den travle, røgede By.
Jeg er træt af dens evige Regnen med Rente,
bestandig Adderen og Haven i Mente.
Ked ad dens high-life og ked ad dens Stræb,
ad pjaltesvøbt Armod og Hovmod med Slæb.
Jeg er træt af den stive Forretningsorden,
led af den evige Sneglen paa Jorden.
Jeg vil være ene med Luft og Sø,
med evige Ting, som ikke kan dø.
Hvor Solen brydes i Prismer rene
og Sjælen samler sig stor og ene.
Jeg maa ud, jeg maa ud i den frie Natur
og prøve en styrkende Friluftskur.
Jeg er syg af at se paa Menneskets Færden
i denne snusfornuftige Verden.
Velan, jeg smider Bagagen i Lasten
og entrer hurtig derop i Masten.
Saa sætter jeg mig i det gyngende Mers
og hører paa Stormens de syngende Vers.
Der er i disse brusende Toner
en Klang fra fjerne Tider og Zoner.
Et Kor af Harper, et Nyn af Aander,
en Trøst for alt, der i Ve sig vaander.