Jeg sad paa Skibsbroen — stærk var Stimlen
og spejlklart Vandet og skyfri Himlen.
Og brændende hed var Midsommersolen,
det saa’ man paa Parasollen og Kjolen.
For der var Damer, og det paa Moden,
ja Damer i Silke fra Halsen til Foden.
Og ældre Gentiler med Hatten i Flor,
man saa’ det saa tydelig, Sorgen var stor.
Krambodsvende med snavsede Flipper,
gamle bekendte fra Knejper og Kipper.
Og Bybude stod der med filtret Skæg
og Studenter med idealistisk Præg.
Tjenestepiger med Kurv paa Armen,
med Kinder, der rødmende prisede Varmen.
Der var en Snakken, en Afskedstagen,
en Piben og Ringen, en Hejsen og Flagen.
En Kyssen Farvel, en Viften og Favnen,
som ene man finder den nede ved Havnen.
Jeg sad der alene paa Bolværket bænket
og var i de dybeste Drømme sænket.
Jeg længtes ej efter af Landet at drage,
ej heller jeg længtes til Byen tilbage.
Jeg saa’ paa Solen, der spilled paa Vandet,
dernede, dernede kendte jeg Landet.
Hvor Havfruen fletter med Roser sit Haar,
og hvor man ej kender i Dag fra i Gaar.
Dog ind i det Land tør jeg ikke trænge,
kun drømme om det stille og længe.