Det summed i Salen
og Lamperne flammed,
forventningsfuld sad man
og krølled Programmet.
Og man konverserte
af yderste Evne,
man kappedes om
Komponister at nævne.
Man lovpriste Schubert
med enige Munde
og dødsdømte Wagner
af ukendte Grunde.
Indrømmed for Resten
Musik er en Skønssag,
saa skiltes man atter
med Smil og „paa Søndag”.
Man pudsed Lorgnetten,
man rokked paa Stolen,
og stundom man traadte
en Dame paa Kjolen.
Man takked for sidst
og man bukked forbunden,
et Smil, et huldsaligt,
var stedse om Munden.
Man gik som i Rhytmer,
paa Taaspidser gik man,
og hvor man sig vendte,
fik Hilsner og Nik man.
Man løftedes højt mod
det eviges Grænser
af Herreparfumer
og Dameessenser.
Blandt blussende Frøkner
i brusende Silke
sad ældre Matroner
saa stive som Stilke.
Med Smykker og Sløjfer,
med Blomster i Haaret
og Druer og sildige
Frugter af Aaret.
En Herre, en skaldet,
forsøgte at skjule
med Haartjavser trende
for „Maanen” en Smule.
Og unge Gentiler
med kridhvide Veste
passjared fortrolig
om Jagt og om Heste.
Og Gentlemen sad der,
som smilte fornøjet
ved Mindet om Østers,
der just blev fordøjet. —
Og saa blev der stille. —
Klaveret forkvnder,
at alt er i Orden. —
Koncerten begynder.
En Mozartsk Andante,
behændig serveret,
blev aller pligtskyldigst
med Haandklap noteret.
Saa fortsattes Snakken,
til Tavshed forraadte,
at atter en Kunstner
paa Brædderne traadte.
En bredskuldret Kæmpe —
han missed med Øjet —
gik frem paa Tribunen
og flygtig sig bøjed.
En dybere Stilhed,
ej mer blot i Formen —
den lydløse Stilhed,
som hersker før Stormen.
* * *
En Stemme, der jubled,
en Stemme, der skælved,
der løfted til Himlen
og styrted til Helved.
Der dukked sig dybt
i Fortvivlelsens Strømme
og hæved sig atter
i Rosendufts-Drømme.
Snart lød den metalklart
som Toner af Vinden,
nu blødt som en Pippen
af Fugle i Linden.
Saa pludselig steg den
og frigjordes atter
i hundred Satyrers
sataniske Latter.
Snart risled den muntert
som Skovkildé-Vældet,
saa rulled den atter
som Torden i Fjældet.
Man sad der som bundet,
man følte sig fangen,
forgæves man prøved
at værge mod Sangen.
Man følte dog noget
bag Viften, bag Vesten,
et Ryk, der kan kaste
sin Rytter af Hesten.
* * *
Og Sangeren stansed,
han hilste med Øjet
og svandt bag Kulissen,
mens let han sig bøjed.
Man ænsede næppe,
at han var forsvundet,
man sad som forstenet,
og Tanken var bundet.
Et Øjeblik var der,
hvor Gulvet det bæved,
hvor hen over Loftet
med Stjerner det svæved.
Saa kom det som Torden —
man brøler, man klapper;
glad ofrer man Handskernes
Perlemorsknapper.
En Udladning var det
af Hjerternes Fylde,
det kom som paa Tordnen
den frelsende Skylle.
Ti midt under Drønet
af Bifald og Klappen
sneg Stemningen stille
sig bagud ad Trappen.
Saa vendte man hjemad
til Kringler og Tevand,
til Smutkrogskapeller
for Amor og Evan.
Ti saadan er Livet,
og Kunstens Tributter
og Skønhedens Andagt
er korte Minutter.