Det er en kjendt Historie,
jeg kan den udenad,
den lyseblaa Cikorie
og Valmuens Blad.
Dog føler jeg en Glæde,
bestandig lige ny,
saa tidt i Grøftekanten
jeg mig søger et Ly.
Naar Rosen svaler Kinden
i Blæstens friske Bad
og Duggen fint er stænket
paa Slaaenbuskens Blad,
naar Morgenvinden gynger
de vaade Grene blidt,
da er det, at jeg helst
gør hos Grøften Visit.
Hvor tindrer det som Perler,
som Sole, bitte smaa,
nogle er luegyldne
og andre purpurblaa,
man skulde tro, man rejste
i Eventyrets Land,
naar man ser Himlen spejlet
i en klar Draabe Vand.
Og hvor har Græsset virket
sit Tæppe fint og let,
og se, hvor Snerlen gynger
jomfruelig let,
en lille Danserinde
i blegrødt og hvidt,
og de føjtende Vinde
gør den altid Visit.
Der er et Liv, et Mylder
som i en Hovedstad,
det summer og det brummer
bag ethvert lille Blad.
Hvert Græsstraa er en Landevej,
hvorhen dit Øje ser,
selv Blomsternes Kroner
bliver brugt som Kvarter.
Men, Gud ske Lov! Naturen
er frodig og rig!
Den giver hver sin Føde
om endog gennem Krig,
den dorske Larve gnaver
i Bladets grønne Dug,
selv Ormen finder Føde,
hvor den kravler paa Bug.
Her faldt en Løbebille,
er kæntret som en Baad,
der hænger liden Edderkop
og dingler i Traad,
hist fløj en næsvis Flue
for nær sin Fjendes Garn,
den aned ikke Uraad,
det letsindige Barn.
Her svinger sig en Guldsmed
i skinnende Liberi.
Skal den til Gæst hos Rosen?
Jo vist. Skudt forbi.
Hist danse gennem Luften
en sværmende Flok Myg.
„Lad flyve!” tænker Sneglen,
han har Huset paa Ryg.
At krybe henad Jorden
det fortner ingenting,
nej her kommer Græshoppen,
hejda! i Spring.
Nys vandt i mandig Fejde
han sig en ædel Brud,
han er i Uniform,
han ser drabelig ud.
Her flagrer Sommerfuglen
hen over Vejen let
og tegner sig paa Gruset
som en mørk Silhouet,
bestandig paa Farten
den hele lange Dag
og altid blandt Blomster
og altid i Mag.
Paa Græssets bløde Dyne
jeg strækker mine Ben
og ser paa Skyens Vifte
og den vuggende Gren,
til Solens varme Straale
og den nynnende Vind
og Fluernes Summen
faar vugget mig ind.