Naar Foraaret sætter sin Fod i vort Land,
er Vinteren det første, som vi glemme,
saa synge vi alle det bedste, vi kan,
og ingen gider spare paa sin Stemme.
Der spørges ej om Stemmen er Tenor eller Bas,
der er Plads for alle Stemmer, ja rigelig Plads,
ti Vaaren den boer i et rummeligt Pallads,
og beder os alle være hjemme.
Saa kommer Fugieskaren i susende Fart,
i Norden vil de bygge deres Reder,
de kende ej til Landkort, dog finde de snart
tilbage til de hjemlige Steder.
„Goddag” og „Velkommen!” og „mange Tak for sidst”.
„Det var en dejlig Rejse”. — „Vi kan tænke”. — „Ja vist”.
Og kvidrende gaar Talen fra Kvist og til Kvist
om svundne eller ventede Glæder.
Ah se! der er Rosen — er alt sluppet ud.
„Lille Frøken! det er tidlig paa Aaret.
Betænk dog, at Luften er farlig endnu,
og husk, De har ingen Ting paa Haaret.
Ak, vær dog lidt forsigtig, hvad hjælper al den Il,
svøb Shawlet bedre om Dem, og tro en gammel Pil”;
men Rosen den svarer med det sødeste Smil,
hvormed den Alverden har bedaaret.
Ja, Rosen vil ses i sin Skønhed og Glans,
og Sangene vil juble og klinge,
og Glæden vil flette os sin duftende Krans,
og Ungdommen suse paa sin Vinge.
Luk nu Butikken! I Skoven er der Dans.
Nætterne er lyse omkring ved Sankte-Hans.
Piger er der ogsaa, der bli’r vel en til Mands,
med dem vil i Dansen vi os svinge!