Der var en Tid, da Sangen var Gæst
ved bugnende Herskabsborde,
en Tid, da den flagred fra Fest til Fest,
stilled i Handsker og snehvid Vest
og kvidred om, hvad den turde.
Og var der en lille, gemytlig Svir,
saa gjorde den sig til Maitre-plaisir
og søgte som bedst at more.
Der kom en Tid med Sondring og Splid,
en Tid, der brugte Krabasken,
da fjælede Sangen sig vel med Flid,
gik fra Humøret, glemte sit Vid,
selv Flotheden gik nok i Vasken.
Den tabte sit Huld, den sygnede hen,
den blev som en Skygge, der „gaar igen”
som en Askepot sad den i Asken.
Da maatte den husvild paa Gaden gaa
og traske i alle Slags Føre;
men kom den atter og banked paa
i fornemme Huse, hvor før man den saa’,
saa fandt den lukkede Døre.
Den klimpred paa Cithren en Sang fra før
den skottede ømt til den lukkede Dør;
var der ingen, som vilde høre?
Til sidst blev den ked af sit Klimpreri
og den evige Brostenesliden.
Hvad hjalp det falmede Draperi
og Fantasteriernes Alibi
og Ak og Ve over Tiden?
Hvad hjalp Poesiens evige blaa,
naar Verden derfor var lige graa
og Gaden ligefuldt skiden.
Hvad hjalp det fintpolerede Sprog?
Det vandt dog ej Massernes Øre.
Æsthetikkens Tevand var gaaet af Kog,
det passede kun for en lun, lille Krog,
tmen ikke for aabnede Døre.
Verden var kommet i nye Spor,
Kampen var Løsnet i Syd og i Nord,
og om den vilde Masserne høre.
Og nu vender Sangen sig om til de smaa,
den véd, at Højheden trætter.
Den trækker de Meniges Trøje paa,
frivillig vil den i Kampen gaa
og tære de Meniges Retter.
Selv vil den vinde sig Magt og Rang,
selv gøre sig tjent under Slagets Gang
til de hædrende Epauletter.