Naar Stedmorsblomstens Klynger
i Grøftekanten staa,
da er det Du Dig gynger
i Luftens gyldne blaa
og slynger dine Toner
ud i en halvklar Dag,
som for at æske Vintren
endnu en Gang til Slag.
Hvor er den sejerssikker,
den Jubel fra dit Bryst,
naar lukt i Sky Du stikker
og dier der med Lyst,
det er som al Naturen,
der nys laa kold og stum,
maa vaagne op og høre
dit Evangelium.
Det er som Vinterkulden,
der slog de dybe Ve’er
og endnu er i Mulden
den føles ikke mer;
ti synger Haabets Sanger,
saa mærkes det som Straaler
fra Solens Skød det varme,
dem Frosten ikke taaler.
Som Vinden rejser Græsset,
der nys af Dugg stod bøjet,
saa rejser det fortrykte
sig op med Smil i Øjet,
og Sangen stanser ikke,
den lokker og den lister,
til Vintrens frosne Barkhed
tøer op i Smil og brister.
Ja, der er Magt i Sangen,
naar da den er som din,
saa svulmende i Klangen,
saa høj, saa ren og fin,
saa sprudlende og sorgfri
som klang fra Himlens Sale,
fra selve Lysets Fader
den ned i Taagens Dale.
Saa syng da, saa det runger
fra Himlens høje Haller,
syng til med tusind Tunger,
saa Taagens Teppe falder
ja syng, mens Stormen svinger
til sidste Ridt sin Lanse,
til Vintren overgiver
sin aller sidste Skanse.
Naar Vaaren da er kejset
og Kroningsklokken ringer
fra Grøftevoldens Grønsvær,
slaaet an af Guldsmedvinger,
skal vi for Sangerkorets
Mangfoldighed ej glemme,
hvem først der priste Sommer,
at Du sang første Stemme.